Egentlig virker det helt bagvendt. Gennem hele valgperioden har Kristian Thulesen Dahl været utro som en grim julefrokostbrandert mod den regering, han selv holder ved magten.

Den ene gang efter den anden har regeringen måtte acceptere, at Dansk Folkeparti har samarbejdet med Socialdemokratiet, og på den måde har Kristian Thulesen Dahl ind imellem virket mere interesseret i at gøre livet surt for regeringen og samarbejde med ærkefjenden, end han har virket til at holde af den regering, han er støtteparti for.

Men i sagen om tidligere tilbagetrækning for nedslidte fra arbejdsmarkedet, har han frivilligt ladet sig sig lænke til regeringen.

Ja ikke nok med det. Han har nærmest selv bedt om at få Løkkes håndjern på.

Forklaring følger.

Men først lidt om de politiske håndjern. Det hele handler om, hvorvidt reglerne for vores allesammens folkepensionsalder er bundet af et politisk forlig, eller om de ikke er.

Og helt specifikt handler det om, hvorvidt Socialdemokraterne kan give visse grupper af danskere en særlig ret til tidligere folkepension end alle andre - uden at bryde et forlig.

Forlig er politisk vigtige

Man kan indvende, at forligsbindinger er noget Christiansborg-fnidder, som ikke betyder noget som helst. Men så enkelt er det faktisk ikke.

Forligstraditionerne på Christiansborg er netop det: Traditioner, sædvaner og uskrevne regler og aftaler om, hvordan partierne agerer, hvis de har indgået et politisk forlig. Det er altså ikke juridisk bindende. Det er politisk.

Men hvis din nabo lover dig at vande dine planter, når du er på ferie, og du kommer hjem til en vissen vindueskarm, så tænker du dig nok om, inden du laver en aftale med den nabo igen.

Så partierne på Christiansborg tager deres forligsbindinger alvorligt - det handler om troværdighed. Og det handler om stabilitet i hele samfundet, for forlig betyder, at aftaler er langvarige.

Forligspraksis betyder, at man ikke kan ændre et folig, uden at alle i forligskredsen er enige om det.

Og vil man alligevel ændre det, må man opsige og træde ud af forliget før et folketingsvalg, så vælgerne ved, hvad de får.

Det vigtige velfærdsforlig

Et af de vigtigste forlig på Christiansborg i disse år er velfærdsforliget fra 2006, som blev opdateret og genbekræftet i 2015 af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, de Radikale og Socialdemokraterne.

Det er her, det blandt andet er aftalt, at danskernes pensionsalder skal vokse med middellevetiden. Og den aftale er en vigtig del af fundamentet under Finansministeriet og dansk økonomi i fremtiden. Uden velfærdsaftalen og den stigende pensionsalder, ville dansk økonomi simpelthen ikke være langtidssikret.

I aftaleteksten fra september 2015 - som altså er underskrevet af Mette Frederiksen selv som S-formand - står der således, at den stigende pensionsalder er afgørende, fordi udgifterne til pension ellers ville stige, mens indtægterne fra arbejdsindkomsterne ville være uændrede.

Så konklusionen lyder ordret i forliget: "De offentlige finanser ville med andre ord ikke være holdbare og det ville ikke være muligt at finansiere fx stigende udgifter til sundhed og ældrepleje uden betydelige skattetigninger eller reduktioner i andre offentlige udgifter."

Nyt notat

Og så er vi tilbage ved de håndjern, som Dansk Folkeparti har ladet sig påføre.

For den oprindelige vurdering i regeringen var faktisk, at Socialdemokraterne godt kunne ændre pensionsalderen, uden at løbe fra velfærdsforliget. Men det var Kristian Thulesen Dahl uenig i, og et nyt notat er nu blevet produceret, der slår fast, at pensionsalderen er forligsbundet. Og det er hele den borgerlige blok plus de Radikale, enige om.

Socialdemokratiet er rasende, og beskylder regeringen for at fifle med forligsreglerne for at undgå, at den differentierede pensionsalder bliver en realitet. Underforstået - fordi regeringen ikke vil hælpe de nedslidte.

I løbet af næste uge ventes det dog, at regeringen lander en aftale med Dansk Folkeparti og de Radikale, som skal være et modsvar til den differentierede pensionsalder - en forbedring af mulighederne for at trække sig tilbage, hvis man reelt er nedslidt og ikke kan klare sit job.

Det interessante ved Dansk Folkepartis manøvre er, at det i den grad er et kampskridt imod Socialdemokratiet. Og det kommer som en reaktion på den besværlige situation partiet befandt sig i, da Socialdemokraterne spillede ud med deres "syv principper for ret til tidlig folkepension".

Det var en skruet bold for Dansk Folkeparti, og det tog da også lidt tid, før de fandt ud af, hvordan den skulle returneres. Problemet er, at en diferentieret pensionsalder er et stort ønske fra Dansk Folkeparti og har været det i årevis. Men samtidig ved partiet fra tidligere forhandlinger, at det er svært at indføre. Og dyrt.

Og tænk samtidig situationen til ende: Hvis Dansk Folkeparti var med på Socialdemokraternes idé hele vejen, kunne de ende i en situation efter valget, hvor Kristian Thulsesn Dahl skulle forklare, hvorfor han som eventuel minister i en VDF-regering nu skulle kæmpe imod forslaget.

I hvert fald blev den endelige konklusion i Dansk Folkepartis top at blæse til modangreb på Socialdemokraternes finte. Og derfor har Dansk Folkeparti bundet sig til forligskredsen omkring velfærdsforliget, når det kommer til at ændre på pensionsalderen.

Formand Kristian Thulesen Dahl slog klart fast i Slotsholmen på P1 torsdag i denne uge, at han står ved forliget, og hvis Socialdemokraterne vil lave en diferentieret pensionsalder, så må de opsige det forlig.

Men gør Mette Frederiksen det, får hun et kæmpe hul i statskassen, for hvis venstrefløjen har et flertal uden de Radikale efter valget, kan hun godt nok sagtens lave en pensionsaftale med dem. Men de kræver et stop for stigningen i pensionsalderen - og så er velfærdsaftalen død.

Og så kan Mette Frederiksen finde den gamle velfærdsaftale frem og se hvad hun selv skrev under på, nemlig at en afskaffelse af indekseringen af folkepensionsalderen ville betyde "betydelige skattetigninger eller reduktioner i andre offentlige udgifter".

Problemer med at levere

Det handler altså om langsigtet strategi fra de borgerlige og de Radikale. Men lige nu og her handler det også om at trække tænderne ud af et af Socialdemokratiets vigtigste valgvåben: Løftet om at finde en model - og et flertal - for at lade nedslidte danskere kunne gå tidligere på pension.

Om vælgerne når at opfatte Socialdemokraternes problemer med at levere på det løfte i en overskuelig fremtid, må valget vise.

Men en beskyldning om løftebrud, er heller ikke det, Mette Frederiksen har brug for efter valget. Al hendes planlægning har handlet om netop ikke at love for meget.

Sporene fra Helle Thorning-Schmidt skræmmer.