Dansk politik er kendetegnet ved evnen til tværpolitisk samarbejde, når det virkelig gælder. Det blev demonstreret, da coronaen ramte, og samtlige partier i rekordfart gennemførte ny epidemilov, økonomiske hjælpepakker, hastelovgivning, og hvad der ellers var brug for.

Eller rettere: hvad S-regeringen mente, at der var brug for.

Efter det første politiske granatchok voksede utilfredsheden i de andre partier. Især i oppositionen, men det ulmede også i regeringens støttepartier. Statsminister Mette Frederiksen og hendes regering blev opfattet som magtfuldkommen og uden vilje til reelt samarbejde om både nedlukning, genåbning og endnu en omgang nedlukning.

Men især i de første måneder var det nærmest umuligt at være opposition. Socialdemokratiet og Mette Frederiksen stod bomstærkt i meningsmålingerne, og stemningen hos vælgerne var ikke til at udfordre statsministeren. Som ofte i alvorlige kriser var der en tendens til at samles om lederen, opbakningen til statsministerens og regeringens håndtering af krisen var udbredt hos danskerne.

Oplevelsen i oppositionen var, at der ikke var så meget andet at gøre end at finde en passende grimasse og støtte de beslutninger, som regeringen lagde frem.

Efter et år med restriktioner har corona-trætheden for alvor bredt sig både på Christiansborg og i befolkningen. Det har gjort det lidt nemmere for oppositionen at være opposition og give regeringen modspil.

Jakob Ellemann-Jensen havde været Venstre-formand i et halvt år, da coronaen lukkede Danmark.

Han havde arvet et Venstre, der var præget af flere års interne magt- og fløjkampe, og han skulle træde ind i rollen som leder af en blå blok i total opløsning efter fire år og en valgkamp med konstante stridigheder og spandevis af ondt blod mellem partierne i blå blok i Lars Løkke Rasmussens anden regeringsperiode.

Med den bagage ville det under alle omstændigheder være svært at slå igennem som ny formand og ny oppositionsleder og statsministerkandidat. Det blev bestemt ikke nemmere med coronakrisen oveni.

De blå kampe er fortsat, og Venstre og Dansk Folkeparti står nu i en dyb vælgerkrise. Samtidig har Socialdemokratiet holdt fast i opbakningen fra sidste forår og ligger stabilt på den pæne side af 30 procent i meningsmålingerne.

Status efter et år med corona er, at oppositionen står så svagt, og regeringen så stærkt, at det faktisk vækker en vis bekymring i regeringstoppen.

Partier i krise og interne kampe har sværere ved at indgå politiske aftaler, og regeringen har brug for at kunne samarbejde bredt. Socialdemokratiet er på ingen måde interesseret i at være tvunget til at skulle forhandle alting med sine støttepartier og vil i nogle situationer meget gerne kunne bruge det flertal, som S og V sammen kan udgøre.

På Christiansborg fortsatte det politiske drama for fuld tryk dagen efter statsminister Mette Frederiksens pressemøde om den store nedlukning.

Hele dagen forhandlede partierne om en ny epidemilov til erstatning for en gammel epidemilov, der viste sig at være noget støvet og ubrugelig til håndtering af en moderne verdensomspændende pandemi som coronaen.

Politikerne arbejdede under voldsomt tidspres. Den nye epidemilov skulle til endelig afstemning i folketingssalen inden midnat, hvis den skulle træde i kraft så hurtigt, som regeringen og sundhedsmyndighederne mente var nødvendigt. Så på ganske få timer skulle partierne tage stilling til en lov, der gav regeringen vide beføjelser til at sætte grundlæggende frihedsrettigheder ud af kraft og til at lukke samfundet ned.

Epidemiloven fik opbakning fra hele Folketinget, hvilket sådan set var en stor tillidserklæring til regeringen. Dog med en såkaldte solnedgangsklausul, så den automatisk udløb efter et år.

Da udløbsdatoen nærmede sig, var konklusionen fra partierne, at den tillid havde regeringen ikke levet op til i tilstrækkelig grad. I hvert fald blev regeringen mødt med et krav om mere magt til Folketinget, da der skulle vedtages en ny og permanent epidemilov.

Så nu har Folketinget fået et nyt udvalg – epidemiudvalget – som regeringen skal forbi, når den vil lukke butikker, restauranter, skoler og lave andre restriktioner.

Hvis et flertal i udvalget er imod, så kan regeringen ikke længere bare køre selv. Den nye parlamentariske magtbalance demonstrerede Folketinget i denne uge, da regeringen måtte opgive at indføre bødestraf for at nægte at lade sig teste i boligområdet Vollsmose i Odense.

Hvordan havde Danmark håndteret coronakrisen, hvis statsministeren havde været en anden end Mette Frederiksen?

Var der blevet lukket ned og genåbnet på samme måde, hvis tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stadig havde siddet på posten. Eller hvis statsministeren havde heddet Jakob Ellemann-Jensen (V)?

Det hypotetiske spørgsmål er en del af coronadebatten på Christiansborg. Af gode grunde uden andet end spekulative, teoretiske svar, der selvfølgelig også bærer præg af politisk tilhørsforhold hos de debatterende.

Men i udgangspunktet ligger nedlukning som coronavåben bedre til en socialdemokrat af Mette Frederiksens støbning end til politikere med et mere klassisk liberalt udgangspunkt.

En af ingredienserne i Mette Frederiksens aktuelle styrkeposition er uden tvivl, at coronakrisen perfekt underbygger hendes socialdemokratiske fortælling om fællesskabets styrke og den stærke velfærdsstat som den store frelser.

Coronakrisen har i det hele taget sat spotlys på de klassiske ideologiske skillelinjer i dansk politik, som i dagligdagen ikke altid fremstår så tydeligt.

Venstrefløjen er absolut mest tilbøjelig til at indføre og fastholde restriktioner som f.eks. lukkede restauranter og butikker. Den meget forsigtige tilgang er nemmere, når en stor del af kernevælgerne er offentligt ansatte, som ikke risikerer at miste job og livsgrundlag i nedlukningen.

Samtidig er det jo de offentligt ansatte, der især arbejder i frontlinjen på sygehuse, i ældreplejen, på daginstitutioner og på skolerne med ekstra risiko for at blive udsat for smitte.

Partierne i blå blok har lige så naturligt haft mere fokus på restriktionernes økonomiske konsekvenser for privatansatte, selvstændige og virksomheder. I den del af samfundet er der langt flere borgerlige vælgere.

Debatten er blevet markant mere polariseret i de seneste måneder og i takt med, at trætheden, frustrationerne og omkostningerne ved restriktionerne vokser.

Polariseringen mærkes i den politiske debat og i hele samfundsdebatten om coronakrisen. Den kunne f.eks. både ses og høres, da Folketinget vedtog den nye epidemilov akkompagneret af demonstranter, der slog på grydelåg i protest, og debatten endte med noget så usædvanligt som folketingsmedlemmer, der bankede i bordene for at vise vrede og frustration over regeringen.

Det store flertal af danskerne støtter stadig restriktionerne, men tonen er blevet markant hårdere mellem dem, der befinder sig på begge sider af den store midtergruppe.

Hvad vil den polarisering betyde på lidt længere sigt. Når coronakrisen er drevet over eller i det mindste har sluppet sit jerngreb om det danske samfund. Når vi formentlig skal finde en ny hverdag, hvor vi i et eller andet omfang lever med corona, og når regningen for et år med nedlukning, hjælpepakker, minkerstatning, ekstra milliardudgifter til sundhedsvæsnet og måske også konsekvenserne af de menneskelige omkostninger for alvor bliver en faktor i den politiske virkelighed.

Både i dansk politik og i resten af samfundet er det store spørgsmål, hvordan og hvor forandret livet og hverdagen bliver efter coronakrisen.