Portræt: Temperamentsfuld socialdemokrat skal styre 200 lande

Mogens Lykketoft bliver ny formand for FN's 70. generalforsamling fra september.

Mogens Lykketoft skal lede FN's generalforsamling fra september 2015 og et år frem. (Foto: © Torkil Andersen, Scanpix)

Regeringen har med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen i flere år arbejdet på at skaffe Mogens Lykketoft (S) en FN-toppost.

Det er nu lykkedes. Folketingsformand Mogens Lykketoft bliver formand for FN's generalforsamling til september, og dermed forlader en af Socialdemokraternes største interne kritikere dansk politik for en stund.

Mogens Lykketoft har som folketingsformand og nestor i Socialdemokraterne ved flere lejligheder skabt kontroversielle overskrifter siden folketingsvalget i 2011.

Bare det at blive valgt som formand for Folketinget var ikke uproblematisk. Mogens Lykketoft blev i første omgang afvist af Venstre på grund af hans temperament.

Netop evnen til at balancere i den politiske - og diplomatiske - verden får han endnu mere brug for, når han skal forsøge at dirigere FN's knap 200 medlemslande.

"Aldrig mere"

At Mogens Lykketoft har temperament kunne man også se i dokumentarfilmen "Lykketoft Finale", som skildrer hans kamp for at blive valgt til statsminister i 2005. I en scene i filmen skal han mødes med den daværende svenske statsminister, Göran Persson, i en dansk børnehave.

Men på grund af en aftale med TV2 og et dårligt signal når Lykketoft aldrig med Göran Persson ind i børnehaven, og efterfølgende er han rasende:

- Jeg gør det aldrig mere. Aldrig!

Mogens Lykketofts temperament har i de seneste år også vist andre sider af sit temperament og klare holdninger.

Kritik af sine egne

Han er således ikke bleg for at kritisere regeringen og særligt sit eget parti, som han eksempelvis har revset for at sænke selskabsskatten og droppe den øremærkede barsel til mænd.

Lykketoft blandede sig desuden i dagpengedebatten i foråret, da han i en klumme skrev, at regeringens "midlertidige opblødninger på dagpengeforringelserne er ufuldkomne og forsvinder for hurtigt igen".

Mogens Lykketoft var også ude med riven efter Socialdemokraterne, da han konstaterede, at "et halvt århundreds kamp er kuldsejlet" i sagen om børnechecken.

Den 68-årige socialdemokrat har også formået at skabe internationale overskrifter.

Det skete da han lagde sig ud med Israel, der nægtede formanden adgang til Gaza, fordi han skulle mødes med palæstinensiske repræsentanter, men ikke israelske.

Mogens Lykketoft skabte overskrifter ved at mødes med palæstinensere og ikke israelere. ARKIVFOTO (Foto: © Kristian Juul Pedersen, Scanpix)

Kuppet mod Auken

Mogens Lykketoft gik for alvor ind i politik, da han i 1965 - året efter sin matematiske studentereksamen - blev en del af ledelsen i det socialdemokratiske studenterforbund Frit Forum.

Han fik løbende en række øvrige hverv i partiet, og i 1981 blev han første gang valgt til Folketinget. Han har siddet der lige siden.

Mogens Lykketoft var en af chefstrategerne bag kuppet mod Socialdemokraternes tidligere formand Svend Auken i 1992.

Op til det legendariske formandsopgør mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen var det Mogens Lykketoft og hans daværende kone, Jytte Hilden, der var med til at overtale Nyrup til at gå efter Aukens formandspost.

Det skete ifølge Poul Nyrup Rasmussen selv ved Nyrups køkkenbord i januar 1992. Omkring tre måneder senere overtog Poul Nyrup formandsposten fra Svend Auken efter kampvalg.

Mogens Lykketoft skabte overskrifter ved at mødes med palæstinensere og ikke israelere. ARKIVFOTO (Foto: © Jacob Frische, DR)

Dansk økonomi kom på fode under Lykketoft

Året efter blev Mogens Lykketoft udpeget til den magtfulde post som finansminister i Poul Nyrup Rasmussens første regering.

Det afstedkom noget af hans vigtigste politiske arbejde, da han stod i spidsen for genopretningen af dansk økonomi.

Finansminister Lykketoft havde dog også en stor del af ansvaret for salget af den danske stats aktier i Tele Danmark. Et salg, som Lykketoft i 2010 erkendte var en fejl.

I 2000 skiftede Lykketoft til jobbet som udenrigsminister. Det varede dog kun i kort tid, for året efter udskrev Nyrup valg, og det førte til et magtskifte i dansk politik. Anders Fogh Rasmussen og VKO kom til.

Starter til næste år

Ved næste folketingsvalg i 2005 forsøgte Mogens Lykketoft som Socialdemokraternes formand at genvinde magten.

Her oplevede han ifølge Ritzau, at journalisterne interesserede sig mere for hans hedengangne fipskæg end hans politik. Han har ofte beklaget sig de personlige omkostninger ved politik og har forsøgt at holde sit privatliv udenfor.

Mogens Lykketoft starter i sit kommende job som formand for FN's 70. generalforsamling den 15. september 2015.

Formandskabet roterer årligt mellem de fem valggrupper i FN, og derfor bliver Mogens Lykketofts opgave i FN afsluttet efter et år.

Han genopstiller til Folketinget, og hvis han bliver genvalgt, vil han tage orlov fra Folketinget under sit FN-formandskab.