Det kan blive en langsommelig affære at sende breve i fremtiden.
Et bredt politisk flertal – alle partier undtagen Enhedslisten og Alternativet - har her til morgen aftalt at vedtage en ny postlov, som slækker markant på Post Danmarks leveringskrav.
Det bekræfter transportminister Hans Christian Schmidt (V).
- Vi er nødt til at lave nogle forbedringer i forhold til de forpligtelser, som Post Danmark har. Det gælder for eksempel, at man ikke længere har et A-brev, siger transportministeren.
Konkret afskaffer man det såkaldte A-brev, som leveres fra dag til dag. Dermed gør man det billigere B-brev til standard, og det vil fremover kunne tage op til fem dage at få et B-brev leveret. I dag skal B-breve leveres indenfor tre dage, men det ændres altså til fem dage.
Selve betegnelsen "B-brev" afskaffes dog.
En opgørelse fra Post Danmark viser, at en familie i snit sender mindre end fire A-breve om året. Det er 82 procent mindre, end da antallet af A-breve toppede i 1999.
Aftalen betyder også, at man kan ikke længere kan få omdirigeret post til sommerhus uden gebyr. Der er i alt tale om besparelser for 328 millioner kroner.
Samtidig behøver Post Danmark fremover kun at uddele breve og pakker fem dage om ugen mod seks i dag.
Forringelserne vil også få betydning for de net-butikker, der blandt andet sender bøger og computerspil til deres kunder med store breve - også kaldet Maxibreve.
Post Danmark er et datterselskab til post- og logistik-koncernen PostNord, der er ejet af den svenske og den danske stat. Danmarks ejerandel er på 40 procent.