Tåbeligt og katastrofalt.
Sådan betegner SF og Alternativet miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) udmelding om, at hun vil afskaffe loven om randzoner, der ellers beskytter de danske vandløb mod landbrugets udledning af kvælstof og fosfor.
- Eva Kjer Hansen burde kalde sig landbrugsminister - for miljøet kærer hun sig tydeligvis ikke for. Det er en katastrofe for vores vandløb, når randzonerne fjernes.
- De er det mest effektive redskab til at beskytte os mod gødningens påvirkning, siger Lisbeth Bech Poulsen, SF's miljø- og fødevareordfører i en pressemeddelelse.
SF mener, at ministeren er godt i gang med at "smadre vandmiljøindsatsen".
Ministerens beslutning om at afskaffe loven er blandt andet begrundet i, at hun vil beskytte de økonomisk hårdt pressede landmænd.
Om sagen skriver Alternativets Rasmus Nordqvist i en meddelelse:
- Den daværende regering har allerede halveret randzonerne, og det var skidt nok. At afskaffe yderligere af kortsigtede økonomiske hensyn og uden blik for de langsigtede konsekvenser er helt tåbeligt.
- Løsningen på landbrugets indtjeningskrise er en omlægning til økologi, som er et marked, der er i hastig vækst, skriver han.
Eva Kjer Hansen forsikrer, at hun har stor fokus på, at ophævelsen af randzoneloven ikke går ud over miljøet.
/ritzau/