Regeringen er nu klar til at udmønte endnu en del af den omfattende asylpakke, der blev lagt frem i november.
Umiddelbart efter nytår opsættes tre nye teltlejre – af samme type som teltlejren i Thisted. De etableres i Næstved, Herning og Haderslev.
I tilknytning til teltlejrene i Herning og Haderslev vil der blive opstillet barakker, hvor familier som udgangspunkt skal indkvarteres - de er ellers hidtil blevet indkvarteret indendørs i et normalt byggeri.
Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.
Regeringen vil også etablere et nyt udrejsecenter på Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune med plads til 600 indkvarterede.
Det bliver for personer, der har fået endeligt afslag på asyl, samt gruppen af udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold, hvoraf en del har meldepligt.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) udtaler:
- Jeg mener, at vi har fundet en god løsning på et presserende behov. De personer, som ikke har ret til asyl, skal under sikrede forhold placeres i et udrejsecenter, hvorfra de hurtigst muligt skal sendes ud af landet.
- Behovet for pladser er steget i takt med antallet af asylansøgere, og nu kan vi i både Øst- og Vestdanmark sikre en smidig og effektiv behandling. Samtidig er det min intention, at gruppen af udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold vil kunne mærke, at de fra regeringens side er uønskede i Danmark, udtaler hun i pressemeddelelsen.
Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at der var tale om fire nye teltlejre. Det oplyste ministeriet også i deres pressemeddelelse. Men ifølge Inger Støjberg er der kun tale om tre.