Regeringen forhandler: Havvindmøllepark er i spil

Venstre og Dansk Folkeparti har længe sagt, at to ellers planlagte havvindmølleparker ikke er fredet.

Opsætning af vindmølle nr. 58 i havvindmølleparken Rødsand 2 syd for Lolland. (Foto: © Julie Søgaard, DR)

Nye store havvindmøller ved Kriegers Flak kan komme til at snurre senere end ellers planlagt.

Flere kilder siger til dr.dk, at SR-regeringen er klar til at udskyde havvindmølleparken, så den først står klar i 2022 - og ikke 2020, som ellers var planen efter energiaftalen i 2012.

Dermed kan regeringen komme Venstre i møde i forhandlinger om blandt andet vækstplanen, beskæftigelsesreformen og dele af energiaftalen, som flere partier vil have genåbnet.

Venstre og Dansk Folkeparti har tidligere sagt, at de ikke ville udelukke, at man ville pille ved to planlagte havvindmølleparker.

Industrien har til gengæld sagt, at den vil have vished for tidsplanen, så den ikke bruger penge på at planlægge en havvindmøllepark, der er usikkerhed om.

Kan holde 50 procent vind i 2020

Ifølge dr.dks oplysninger kan man formentlig spare penge ved at udsætte havvindmølleparken ved Kriegers Flak i to år, fordi udbyderen så har længere tid til at bygge i.

En eventuel udsættelse af Kriegers Flak vil ikke komme til at betyde noget for målsætningen om 50 procents vindenergi i 2020.