Regeringen lægger op til omfattende liberalisering af taxiloven. Det skal blandt andet være slut med at begrænse antallet af tilladelser til taxikørsel. Enhver, der lever op til kravene, skal have lov at køre taxi.
Derudover skal selskaberne have lov at drive taxivirksomhed på tværs af kommuner, ligesom der gøres op med kravet om, at taxiselskaber skal have døgnåbent.
- Fastlæggelse af serviceniveauet er en sag mellem virksomheden og dens kunder, sådan som det også er tilfældet i andre brancher, står der i regeringens udspil.
- Man skal kunne konkurrere om kunderne på pris og kvalitet. Vi skærper kravene betydeligt, så det bliver sværere at snyde i skat. Der indføres en indberetningspligt i taxibranchen, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA).
Her er regeringens forslag:
- •
Enhver, der opfylder generelle krav, har ret til at få en taxitilladelse. Kommunens vurdering af, om der er behov for flere taxier, og de hidtidige krav om egenkapital ophæves.
- •
Den geografiske begrænsning, der i dag siger, at en taxi kun må køre i én kommune - eller i Storkøbenhavn - ophæves
- •
Taxitilladelsen skal slås sammen med de andre tilladelser til erhvervsmæssig persontransport - limousine, offentlig servicetrafik og sygetransport.
- •
For gadekørsel, hvor taxien prajes af kunden på gaden, opretholdes der maksimalpriser. For bestilt kørsel er der fri prisdannelse. Hvis turen ikke afregnes med taxameter, skal kunden ved bestillingen have sagt ja til en maksimal pris for turen eller have accepteret principperne for afregning. Hvis kunden klager, skal taxivirksomheden kunne dokumentere aftalen.
- •
Taxivirksomheden skal sikres, at følgende oplysninger indhentes og opbevares i en nærmere afgrænset periode: Identifikation af tilladelsesindehaver og chauffør, GPS-koordinater for turen, Længden af turen og betaling for turen. Disse data skal deles med myndighederne.
- •
Taxivirksomhederne skal selv kunne bestemme, hvilken service de vil tilbyde med hensyn til åbningstider, geografisk dækningsområde og udbudte tjenester.
/ritzau/