Det skal være væsentligt sværere at få dansk statsborgerskab, hvis det står til regeringen.
Integrationsminister Inger Støjberg (V) præsenterer nu et nyt udspil, der strammer reglerne for, hvor gode danskkundskaber udlændinge skal have for at opnå dansk statsborgerskab. De skal nu bestå en danskprøve, som er markant sværere, end den ansøgerne testes på i dag.
Se eksempel på danskprøven til at blive dansk statsborger
- Man skal gå fra dansk 2 til dansk 3. Det svarer sådan cirka til, at man skal kunne tale, skrive og forstå dansk på 9. klasses niveau mod 7. klasses niveau i dag, siger Inger Støjberg til DR Nyheder:
- Det at få et dansk statsborgerskab er altså noget helt specielt, og så må vi også stille nogle krav i den forbindelse. For mig er der noget principielt i, at man kan begå sig på dansk på et relativt højt niveau, hvis man vil være dansk statsborger, siger hun.
Støjberg: Særligt at blive statsborger
Dog kan udlændinge, der har været selvforsørgende i 8,5 ud af de sidste 9 år nøjes med at bestå den gamle danskprøve, Danskprøve 2. Et dansk statsborgerskab giver udover det danske pas også adgang til at stemme ved folketingsvalg, fremhæver Inger Støjberg.
Hun ønsker også at stramme det såkaldte selvforsørgelseskrav: For fremtiden skal udlændinge, der ønsker dansk pas, have været selvforsørgende i 4,5 år ud af de seneste 5 år. En stramning i forhold til i dag, hvor kommende danske statsborgere skal have været selvforsørgende i 2,5 år ud af de seneste 5 år.
- Der er noget grundlæggende sundt i, at man skal kunne forsørge sig selv, og at man i en periode har bevist, at man kan det. Hvis man bliver dansk statsborger, så er det noget særligt – det er ikke noget, man bare har krav på, siger Inger Støjberg, der ikke har noget tal for, om antallet, der får dansk statsborgerskab, vil falde.
- De mennesker, som ønsker at få dansk statsborgerskab, vil selvfølgelig række ud efter muligheden. Også selv om at kravene bliver skærpet. Jeg synes, at den tidligere regering havde en alt for lempelig tildeling af dansk statsborgerskab, siger Inger Støjberg.
Indfødsretsprøve udvides
Som tredje centrale stramning bliver det sværere at få dansk statsborgerskab, hvis man har begået noget ulovligt. I dag er der en karensperiode på mellem 3 og 20 år afhængig af hvor alvorlig kriminalitet, der er tale om. Den karensperiode, vil regeringen øget med 50 procent.
- Det er helt grundlæggende, at man ikke bare skal kunne få et dansk statsborgerskab, hvis man lige har begået noget kriminelt, siger Inger Støjberg.
Endelig skal de udlændinge, der drømmer om et dansk pas, fremover også have styr på, hvad der foregår i det danske samfund.
Den såkaldte indfødsretsprøve bliver således udvidet fra de nuværende 27 til 35 spørgsmål i et på forhånd kendt pensum. Prøven indeholder i dag også tre uforberedte spørgsmål – det ønsker regeringen at udvide til fem uforberedte spørgsmål om aktuelle emner.
32 af de i alt 40 spørgsmål skal besvares korrekt for at bestå prøven.
