Det skal ikke være muligt at overvåge byråds- og regionsmedlemmers interne kommunikation.
Det mener regeringen, der i dag fremsætter et lovforslag, der skal forhindre, at en kommune eller region i nogle situationer har ret til at gå ind i folkevalgtes mail eller sms'er.
Lovforslaget fremsættes, efter der har været eksempler på, at byrådsmedlemmer er blevet overvåget.
Det oplyser økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA).
- Vi har set, at borgmestre har bedt en ansat om at gennemgå byrådsmedlemmers mail uden at have spurgt om lov. Det er endda sket, hvor medlemmet har været imod. Det vil vi nu forbyde, siger ministeren.
Med lovforslaget bliver der lavet en undtagelse fra reglerne i persondataloven for de mails og sms-beskeder, som byråds- eller regionsrådsmedlemmer sender fra en mail eller en mobil, som kommunen eller regionen har stillet til rådighed.
De vil fremover ikke være omfattet af den adgang til at gennemgå oplysninger, som en dataansvarlig, det vil her sige kommunen eller regionen, ellers kan have i medfør af persondataloven.
Det er planen, at loven skal træde i kraft 1. januar 2018.
Der vil efter årsskiftet blive taget højde for, at persondataloven er foreslået ophævet som en følge af det fremsatte forslag til databeskyttelseslov.
/ritzau/