Embedsfolkene i Finansministeriet kan se frem til lange aftener foran lommeregneren de kommende par dage.
For både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti afviser nu at lave en energiaftale med regeringen, hvis pengene til aftalen skal findes i det traditionelle økonomiske råderum, lyder beskeden fra de to partier.
Ifølge partierne drejer det sig om et beløb på 7,7 milliarder kroner, der nu mangler for at finansiere det udspil, som regeringen præsenterede for godt en måned siden.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at pengene i råderummet er bedre brugt andre steder, siger han til TV 2 News.
- Det er regeringens held, at vi sørger for at gennemføre en politik, der er lidt mere i tråd med danskernes ønsker, siger DF-formanden og fortsætter:
- Deres energiudspil er ikke clearet med Dansk Folkeparti, inden de lægger det frem, og så må regeringen leve med, at vi gør, hvad vi kan for at gennemføre vores politik.
Vil lette el- og varmeafgiften
Ved præsentationen bekræftede finansminister Kristian Jensen (V), at finansieringen primært skulle komme fra det økonomiske råderum, der groft fortalt er det offentliges overskud. Konkret har regeringen ifølge S og DF lagt op til at bruge 7,7 milliarder fra det traditionelle råderum mellem 2019 og 2025.
- Det her udspil bliver finansieret med en række besparelser internt i systemet, men primært ved, at vi tager af det økonomiske råderum, der blandt andet er blevet til igennem PSO-aftalen fra 2016, sagde han ved den lejlighed.
Det er dog ikke råderummet fra PSO-aftalen, men udelukkende det traditionelle råderum, partierne afviser at bruge.
Regeringens energiudspil indeholder blandt andet lettelser på el- og elvarmeafgiften, Danmarks største havvindmøllepark og en række andre tiltag. Ifølge regeringen det mest ambitiøse nogensinde.
Ifølge Finansministeriet vil regeringens udspil, hvis det bliver vedtaget, koste 0,9 mia. kr. i 2020, 1,6 mia. kr. i 2021, 2,1 mia. kr. i 2022, 2,5 mia. kr. i 2023, 3,0 mia. kr. i 2024 og i størrelsesordenen 3,5-4 mia. kr. i årene derefter.
DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra finansminister Kristian Jensen, Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl.
