Samuelsen efter krisemøde: Det hele skal lukkes inden jul

Der kommer både en finanslovsaftale, en skatteaftale og en udlændingeaftale inden jul, lyder det fra LA-leder Anders Samuelsen.

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, er overbevist om, at der kommer tre aftaler inden jul - en finanslovsaftale, en skatteaftale og en udlændingeaftale. (Foto: © Martin Sylvest, Scanpix)

Regeringen bliver enig med Dansk Folkeparti om både en finanslov, en skatteaftale og en udlændingeaftale inden jul.

Det er den klare forventning fra Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, efter et flere timer langt møde i Statsministeriet her til eftermiddag og aften, hvor regeringstoppen og Dansk Folkeparti har deltaget.

- Det hele skal lukkes inden jul, og det har jeg en klar forståelse for, at det er det, der kommer til at lykkes nu, og det er jeg rigtig glad for, siger Anders Samuelsen.

Den første aftale, der lander, bliver finansloven - der er indkaldt til afsluttende forhandlinger i Finansministeriet i aften klokken 20 - og efter weekenden vil regeringen så fortsætte forhandlingerne om en skatteaftale og en aftale om udlændinge.

Samuelsen: Stærk, fælles forståelse

Årsagen til de langstrakte forhandlinger om næste års finanslov har især handlet om, at Dansk Folkeparti har krævet de tre forhandlinger adskilt, mens Liberal Alliance har afvist at dele forhandlingerne op. Dansk Folkeparti har stået stejlt på at få en aftale på udlændingeområdet i hus, mens kardinalpunktet for regeringenspartiet Liberal Alliance har været en skatteaftale.

Nu deler man så forhandlingerne op, men alle aftaler bliver indgået inden jul, siger Anders Samuelsen.

- Vi har sagt, at der skal være en samtidighed i de her ting, og det betyder, at de skal være lukket inden jul, og de kommer til at blive lukket inden jul, og det er det, der har været det afgørende. Vi ville ikke ud i en situation, hvor vi lukker en finanslov, og så skal vi måske til at diskutere skat efter juleferien, siger han.

Så det vil sige, at Kristian Thulesen Dahl har lovet dig, at han laver skattelettelser inden jul?

- Der er i hvert fald den fælles forståelse på nuværende tidspunkt, som er så stærk, at det her, det når vi inden jul, og det er det, som jeg går ind i det sidste forløb med, siger Anders Samuelsen.

- Jeg er sikker på, at vi lander en rigtig god finanslovsaftale, vi er så langt i forståelsen af, hvad skatteaftalen skal indeholde, at det når vi også uden problemer inden jul, og det samme kommer vi også til at gøre med det, der måske er det mest komplicerede, nemlig udlændingespørgsmålet.