I lyset af den lussing, der sidste år ramte SF, da danskerne skulle sammensætte et nyt Folketing, og meningsmålinger, der er på den dårlige side af fem procent, kræver dele af SF's bagland nu, at partiets politiske projekt støves af.
De vil have, at SF's mærkesager og rolle i det politiske landskab skal defineres mere klart.
- Vi har brug for at få præciseret og skærpet nogle ting i vores politik, også efter vi var i regering, hvor vi måtte konstatere, at det kostede at indgå kompromisser, siger Henrik Friis, formand for SF i Faxe.
Forslag om fornyet partiprogram
Den holdning står han ikke alene med. Rundt om i SF's bagland ulmer utilfredsheden og mangel på de store visioner, og op til weekendens landsmøde i Vejle foreslår ni af SF's lokalforeninger og regionsbestyrelsen i SF Sjælland, at SF fornyer sit partiprogram.
- SF har brug for en ny fortælling, der kan begejstre og skabe en bevægelse for store forandringer. De reelle problemer skal fremlægges klart, og SF må komme med demokratiske socialistiske løsninger, der virker i hverdagen og på lang sigt, står der i forslaget.
Flemming Stenild, der er formand for regionsbestyrelsen i SF Sjælland, er en af dem, der ønsker et fornyet program.
- Det, der mangler, er analyserne af de store spørgsmål, og hvordan man samler dem til den store fortælling for SF. Den er blevet tåget - og nok også forældet, siger han.
Erfaringer fra regeringsdeltagelse
Flere SF-lokalformænd peger samtidig på, at SF's tumultariske tid i regering med Socialdemokraterne og De Radikale - og ikke mindst det dramatiske exit - kalder på at få indstillet sigtelinjerne påny.
- Vi havde jo et partiprogram på baggrund af regeringsdeltagelsen, og nu har vi brug for, at vi får sat sigtekornene op på, hvor vi nu gerne vil hen – hvilket projekt vi gerne vil have? Det har været lidt diffust her på sidste, siger kredsformand i SF Stevns Michael Graakjær.
SF fik sidste år et historisk dårligt folketingsvalg, hvor partiet fik 4,2 procent af stemmerne. Ved 2007-valget fik de til sammenligning 13 procent.
Siden valget sidste år har partiet heller ikke haft vind i sejlene, når man kigger på meningsmålingerne - og imens har både Enhedslisten og Alternativet oplevet fremgang, påpeger flere kredsformænd.
- Problemet er vores fremtidige rolle som socialistisk parti i det politiske billede i Danmark. Vi er meget små nu, og det er svært at se, hvad der lige adskiller os fra andre partier. Det kan vi selvfølgelig godt fortælle internt, men vi skal også fortælle det til vælgerne, siger Dorete Dandanell, der tidligere er formand for SF i Lyngby-Taarbæk og i dag sidder i kommunalbestyrelsen.
Det har I ikke været gode nok til den seneste tid?
- Nej, det er klart, at når vi er så langt nede, så er vi trængte, og så bliver det lidt enkeltsager og dag-til-dag-politik. Der er få mennesker, der skal lave rigtig meget, og så kan det være svært at bevare det store, forkromede overblik, siger hun.
SF-formand vil lave konkret politik
Ifølge SF's landsledelse, der tager stilling til de indkomne forslag til landsmødet, bør forslaget om et fornyet partiprogram ikke behandles separat, men indgå i en arbejdsplan.
Heller ikke SF's formand, Pia Olsen Dyhr, mener, der er behov for et nyt partiprogram. I stedet lægger hun op til, at partiet skal igennem en række politikudviklingsforløb, hvor SF's medlemmer bliver involveret i udviklingen af konkret politik.
- Jeg synes altid, det er vigtigt, at vi taler drømme og visioner, og hvad vi skal i fremtiden, men jeg vil også meget gerne have, at det skal være konkret politik, siger hun.
Flere nævner, at I er presset i forhold til Enhedslisten og Alternativet. Hvordan ser du SF's rolle i forhold til de to partier?
- Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg gerne så et stærkere SF. Det, tror jeg, kommer ved konkret politik og ved at vise, at SF har indflydelse på Christiansborg, og det gør vi blandt andet ved at sidde med i nogle forlig, hvor de andre partier ikke sidder, siger Pia Olsen Dyhr.
SF holder landsmøde i Vejle frem til søndag.
LÆS OGSÅ: Kapitel 1: Da SF stod af magten
LÆS OGSÅ: Kapitel 2: Da SF stod af magten