Skat frygter brug af danske selskaber til skatteunddragelse

Inden sommeren vil Karsten Lauritzen have klarlagt, hvor stort problemet med misbrug kommanditselskaber er.

Skatteminister Karsten Lauritzen vil have klarlagt, hvordan man kan sikre, at danske kommanditselskaber ikke misbruges til skatteunddragelse. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Skat konkluderer i en undersøgelse, at danske kommanditselskaber kan misbruges til skatteplanlægning og skatteunddragelse i udlandet.

Derfor vil skatteminister Karsten Lauritzen (V) inden sommer have klarlagt, hvilke politiske værktøjer der kan skrues på for at komme problemet til livs.

- Efter de seneste afsløringer har der været mange diskussioner om, hvorvidt man gør nok mod skattely.

- Derfor er det rigtig godt, at vi får afdækket, hvor problemerne er, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Ministeren oplyser, at hvis der er behov for ny lovgivning, "vil det blive fremsat allerede i næste folketingssamling".

- Og det her tyder på, at der er et problem, hvor kommanditselskaberne kan misbruges til skatteunddragelse.

- Selv om der ikke er tale om tabte skattekroner for Danmark, så skal vi tage det alvorligt. Danmark skal selvfølgelig ikke bruges til skatteunddragelse, siger han.

Et kommanditselskab ejes af to typer af partnere - komplementaren og kommanditisterne. Mindst én deltager, komplementaren, skal hæfte personligt og ubegrænset for al gælden i selskabet.

/ritzau/