Skulder ved skulder med Trump eller hjem nu: Partier splittede om danske soldaters fremtid i Irak

Regeringen har endnu ikke meldt ud, om angreb får konsekvenser for dansk bidrag til mission i Irak.

Udenrigspolitisk Nævn holder onsdag eftermiddag møde. Her skal udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen orientere Folketinget om situationen for de danske soldater i Irak (arkivfoto. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Partierne i Folketinget ser vidt forskelligt på, om danske soldater skal blive i Irak, efter Iran natten til onsdag rettede et missilangreb mod en militærbase i Irak, hvor der er danske soldater udstationeret.

På den ene side siger Alternativet og Enhedslisten klart, at de danske soldater skal hjem nu.

Dansk Folkeparti mener, at Danmark skal følge USA i tykt og tyndt.

Og De Radikale og Venstre vil følge udviklingen de kommende dage tæt for at afgøre, hvad der skal ske.

Der er ifølge Forsvaret omkring 130 danske soldater udstationeret på basen. De er en del af det danske bidrag til en international mission, der skal bekæmpe Islamisk Stat i Irak. Danmark har været en del af indsatsen siden 2014.

Irans angreb på Ain Al-Asad-basen kom som en reaktion på, at USA i fredags dræbte den iranske generalmajor Qassem Soleimani i et droneangreb tæt på Iraks hovedstad Bagdad.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har indtil videre kun sagt, at regeringen følger situationen tæt, og at de danske soldaters sikkerhed er en helt central prioritet.

Enhedslisten mener, at det er for farligt for de danske soldater at blive i det konfliktfyldte område.

- Angrebet understreger, at situation er blevet enorm farlig. Jeg synes, det er endnu et argument for at trække de danske soldater hjem fra Irak, siger partiets udenrigsordfører Eva Flyvholm til Ritzau.

Hun peger også på, at USA's præsident, Donald Trump, optrappede konflikten med angrebet på Soleimani uden at orientere de andre lande i koalitionen først.

- Det er uholdbart, at vi ikke aner, hvad Trump gør, og hvad han har tænkt sig at gøre. Den måde, han er gået ind i det her, har været med til at udsætte danske soldater for fare. Og det har han overhovedet ikke orienteret nogen af sine allierede om, siger Eva Flyvholm.

Herunder kan du se billeder fra iransk stats-tv af nattens angreb:

USA nærmeste allierede

Dansk Folkeparti mener derimod, at Danmark skal stå last og brast med Trump og USA.

- Vi skal sende et signal til USA om, at vi sammen med Storbritannien stadig er deres bedste allierede. Og vi bliver på vores post, indtil amerikanerne og briterne finder på noget andet. Det er dem, der har været de ledende lande i den her koalition, og derfor skal vi ikke bare løbe væk, siger Søren Espersen.

Regeringen skal senere i dag orientere Folketinget om situationen. Det sker på et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Formanden for nævnet, den radikale udenrigsordfører Martin Lidegaard, vil følge udviklingen de kommende timer og dage.

- Jeg er ikke klar til at træffe den endelige konklusion om, hvorvidt de danske soldater skal hjem.

- Men det er helt klart, at de ikke skal blive der for enhver pris, Og hvis den her situation eskalerer yderligere, og vi bliver udsat for yderligere sikkerhedsrisici, mener jeg klart, at bægeret er fuldt, og vi skal have de danske tropper hjem. Hvis det stopper her, og vi får normaliseret situationen, så har vi en anden situation, siger Martin Lidegaard.

Kan ende i kaos

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, er på samme linje.

- Hvis der lige pludselig kommer en eller anden voldsom eskalation, hvor amerikanere og iranere står og skyder på hinanden inde i Irak, så er det selvfølgelig så voldsom en situation, at vi må overveje kraftigt, om danske soldater stadig skal være der, siger Michael Aastrup Jensen.

Han opfordrer de europæiske lande til at lægge pres på Trump.

- Sammen med vores europæiske allierede skal vi gøre alt, hvad vi kan for, at der nu bliver trukket en streg i sandet, så der ikke kommer et gengældelsesangreb fra amerikanerne, som vil blive fulgt op af en endnu et iransk angreb. Hvis den her spiral fortsætter, ender det i kaos, som ingen har noget ud af, siger han.

Det irakiske parlament besluttede i weekenden, at de ikke længere ønskede de udenlandske tropper i landet. Men koalitionen er der efter anmodning fra landets regering, og regeringen er ikke kommet med samme opfordring.

Men parlamentets beslutning betyder også noget for Alternativet.

- Vi mener, vi skal trække de danske soldater hjem fra Irak. Det er på Iraks invitation, vi er til stede, og parlamentet har tydeligt givet udtryk for, at de ikke ønsker, vi er til stede. Derfor mener vi ikke, vi har mere at gøre der, siger udenrigsordfører Rasmus Nordqvist.

Både Spanien og Tyskland har besluttet at trække nogle soldater ud af Irak.