Vi har efterhånden vænnet os til at bruge søgemaskiner, når hotellet til sommerferien skal bookes og flybilletten købes.
Nu kommer turen til børnehaven og vuggestuer, hvor det fremover skal være muligt at søge på en lang række faciliteter og data om dagtilbuddet. For eksempel hvor mange børn, der har anden etnisk baggrund, der er indskrevet i børnehaven, om der er madordning,og hvor højt sygefraværet blandt personalet er.
Derfor har et flertal i Folketinget indgået en aftale om en ny informationsportal, der samler en rækker sammenlignelige data om landets dagtilbud. Det skal skabe større gennemsigtighed, mener regeringen, der har lavet aftalen sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre.
Målet med portalen er at sikre forældre mere gennemsigtighed i deres valg af dagtilbud, fremgår det af den politiske aftale.
LA: Området er svært at gennemskue
Liberal Alliances børne- og familieordfører, Laura Lindahl, mener, at portalen løser et problem for forældre, der har svært ved at gennemskue det valg.
- Når man som forælder skal sidde og se på, hvilken daginstitution man skal vælge til sine børn, så er det ret uoverskueligt i dag. Det vigtige for mig og Liberal Alliance var at få lavet en portal, som man kender det fra Hotels.com eller Momondo, siger hun.
Portalen, der altså først lige er blevet aftalt, ventes at åbne op til december næste år, men allerede nu står det klart, at forældre skal have mulighed for at søge på forskellige typer af data. Foruden etnicitet er det eksempelvis antallet af lukkedage, åbningstider, sygefravær, pædagogisk profil, forholdene på legepladsen og hvilken slags mad, der serveres.
Det giver ifølge Laura Lindahl god mening, fordi forældre er vidt forskellige i de krav, de stiller til et dagtilbud.
- Tanken er, at vi som forældre har sindssygt mange præferencer for, hvad der er vigtigt for os. For nogen er det afstanden, for andre er det, at der er madordning og for nogle tredje er det, om der er nogle skæve åbningstider, siger hun.
BUPL: Unødigt bureaukrati
Ikke alle er dog lige begejstrede for ideen. I fagforeningen BUPL, der organiserer pædagogerne, ser man den nye portal som unødig bureaukrati, siger formand Elisa Bergmann.
- Vi er bekymrede for, om det her er et bureaukratisk selvmål. Vi har ikke noget mod gennemsigtighed, men vi har noget mod, vi skal bruge tid på det forkerte. Vi har rigtig meget brug for, at vi har nok ressourcer til den store opgave, det er, at sikre barnet har en god tid i daginstitutionen, siger hun.
BUPL mener samtidig, at den nye portal kun vil give et overfladisk indblik i forholdene i daginstitutionen og aldrig være et retvisende billede på, hvordan barnets virkelighed vil være.
At portalen vil give mere bureaukrati afviser Liberal Alliances Laura Lindahl, for de data, der skal vises på portalen, findes allerede. I nogle tilfælde skal det bare findes frem, siger hun.
- Det er ikke sikkert, det ligger ude, men kommunerne ved det. Det handler bare om at registrere det, siger hun.
Søgning på etnicitet en mulighed
Hvorfor skal det være en præference, man kan gå ind og måle på, hvor mange af børnene, der har en anden etnisk herkomst end dansk?
- Det er vigtigt for nogle forældre. Sådan er virkeligheden bare. Det kan jo være forældre, som selv har anden etnisk baggrund end dansk, og derfor godt kunne tænke sig at vælge en daginstitution, hvor andelen ikke er for høj for at være sikker på, børnene fik rigtig meget dansk, hvis man ikke selv er så god til at tale dansk.
Men man kan vel forestille sig, at nogen så vil vælge en daginstitution fra, hvis hver femte har en anden etnisk baggrund end dansk?
- Det kunne man sagtens forestille sig.
Hvordan skal de daginstitutioner der har en stor andel af børn med anden etnisk herkomst end dansk få vendt tendensen, hvis man kommer ind i en spiral, hvor forældrene vælger en fra?
- Kommunalbestyrelserne kan blande sig i det spørgsmål, hvis andelen bliver for høj. Og så kan man netop gennem den her portal gå ind og konkurrere på en række andre parametre som lavt sygefravær.
SF, Alternativet og Enhedslisten er ikke med i aftalen, der løber fra i år og frem til 2020.