Søren Pind gik til Lars Løkke: Var bekymret over Inger Støjbergs instruks

Den tidligere justitsminister Søren Pind (V) fulgte "med bekymring" sagen i Inger Støjbergs ministerium.

Søren Pind afgiver i dag forklaring til Instrukskommissionen, der holder til i Retten på Frederiksberg. Her forklarer han, at han fulgte sagen om den ulovlige instruks med en vis bekymring. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Tidligere justitsminister Søren Pind (V) advarede tilbage i 2016 daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om en instruks i udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs ministerium.

En instruks, der viste sig at være ulovlig.

- Jeg orienterede statsministeren om, at jeg var bekymret over, hvad der foregik i integrationsministeriet.

- Det er jo ikke en hverdagsting, at en minister henvender sig til sin statsminister, fordi hans ministerium er bekymret over, hvad der foregår i et andet ministerium. Det kan jeg faktisk ikke huske, jeg har gjort tidligere.

Sådan falder ordene fra tidligere justitsminister Søren Pind (V), der i dag afgiver forklaring i sagen om den ulovlige instruks fra daværende udlændinge- og ingrationsminister Inger Støjbergs ministerium, der uden undtagelse adskilte unge asylpar, hvoraf den ene var mindreårig.

Pind erindrer, at advarslen til Løkke blev sendt enten på sms eller telefonisk. Han erindrer ikke præcist, hvornår eller hvordan svaret fra statsministeren lød, men han husker, at Lars Løkke Rasmussen så orienteringen som ubelejlig.

Ifølge Søren Pind anså hans egne folk i Justitsministeriet sagen om instruksen som værende "problematisk," fordi kollegaerne i Udlændinge- og Integrationsministeriet ville lave en adskillelse uden undtagelse.

Et tweet fik Søren Pind indkaldt som vidne

Instrukskommissionen er sat i verden for at undersøge, hvordan den ulovlige instruks, der fremgik af en pressemeddelelse den 10. februar 2016, blev til, og hvem der bærer ansvaret for den.

Søren Pind inviterede mere eller mindre sig selv, da han på det sociale medie Twitter tilbage i midten af maj tweetede, at han havde leveret en klokkeklar besked til Inger Støjberg.

Før det tweet var det ikke planlagt, at den tidligere ministerkollega skulle afgive forklaring.

Omdrejningspunktet i sagen er en pressemeddelelse i Inger Støjbergs navn. Den siger, at alle par uden uden undtagelse skal skilles ad. Instruksen er siden blevet betegnet som ulovlig af Folketingets Ombudsmand. Det afgørende er, om Støjberg blev advaret om, at instruksen kunne være ulovlig.

Søren Pind forklarer til kommissionen, at hans egen jurist, Nina Holst-Christensen, der anses for at være den ledende jurist hvad angår internationale konventioner i Justitsministeriets lovafdeling, gav en tilkendegivelse til Støjbergs chefjurist.

Hvis du vil forstå sagen, kan du se videoen her, der varer 100 sekunder. Så kender du kernen i sagen.

Støjberg henviser til notat

Inger Støjberg har til kommissionen forklaret, at hun udover pressemeddelelsen også godkendte et notat, hvor der var gjort undtagelser. Notatet nåede imidlertid aldrig frem til Udlændingestyrelsen, der skulle administrere instruksen og adskille parrene.

I ministerkollega Søren Pinds ministerium orienterede embedsfolkene ved flere lejligheder deres minister om sagen, fordi han fulgte sagen med en bekymring, forklarer han.

- Det var en sag, hvor der var en konflikt, og hvor embedsapparatet ikke skulle efterlades på perronen, forklarer Søren Pind i kommissionen.

Det understøttes af mails, der vises i kommissionen. Her skriver daværende departementschef i Justitsministeriet, Barbara Bertelsen, i en mail, at hun vil orienterere ministeren - Søren Pind - om sagen.

Du kan se, hvordan sagen har udviklet sig i tidslinjen herunder.