Staten tager mere kontrol over hovedstadens letbane

Forligspartierne er torsdag aften blevet enige om mere statslig styring af letbanen på Ring 3 ved København.

Staten skal have mere hånd i hanke med den planlagte letbane i hovedstadsområdet.

Det er samtlige partier i forligskredsen omkring det storstilede projekt blevet enige om på et møde i Transportministeriet torsdag aften.

- Vi er blevet enige om, at vi vil ændre modellen for letbanen i København, sådan at vi imødekommer den kritik, vi har fået fra statsrevisorerne, siger transportminister Hans Christian Schmidt (V) efter mødet.

- Den nye model går ud på, at vi sikrer, at staten har et flertal i bestyrelsen, at vi får kvalitetstjekket budgettet, og at man får hensat det beløb i reserve, som staten ville sætte i reserve, hvis det var dens eget projekt, siger han.

Transportministeriet har tidligere fået kritik af Statsrevisorerne for varetagelsen af medejerskabet af Aarhus Letbane.

Statsrevisorerne kritiserede blandt andet, at ministeriet har deltaget i anlægget af letbanen uden at sikre sig, at projektet er blevet drevet efter "tilstrækkeligt professionelle principper for budgettering og projektstyring".

/ritzau/