Statsministeriet trækkes ind i sag om Støjbergs instruks

Folketingssvar fra Løkke viser, at Statsministeriet tidligt i forløbet modtog oplysning om ulovlig instruks.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev informeret om Inger Støjbergs ulovlige instruks til adskillelse af unge asylansøgerpar lang tid før den blev trukket tilbage. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Statsministeriet trækkes nu ind i sagen om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks om at adskille mindreårige asylansøgere fra deres ældre ægtefæller i landets asylcentre.

Det sker efter et folketingssvar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fra 16. juni.

Her fremgår det, at Statsministeriet tidligt i forløbet modtog oplysninger, der viste, at Støjbergs instruks til Udlændingestyrelsen ikke stemte overens med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det er uklart, om embedsmændene i Statsministeriet var opmærksomme på uoverensstemmelsen. Men det ønsker oppositionen nu svar på, lyder det fra De Radikales udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen, til Information.

- Det her ser mærkeligt ud, og det må vi have en forklaring på, siger hun til avisen.

- Hvis Lars Løkke ikke selv kunne se, at han fik oplysninger om, at Støjbergs instruks var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så burde hans embedsmænd have set det.

- Og så burde de have gjort det klart for Folketinget og sørget for, at instruksen blev lavet om, siger Sofie Carsten Nielsen.

Det er Sofie Carsten Nielsen, der har spurgt statsministeren om, hvornår han eller Statsministeriet fik kendskab til Støjbergs ulovlige instruks.

/ritzau/