Det er Socialdemokraternes og Dansk Folkepartis skyld, at der endnu ikke er kommet en asyl- og udlændingeaftale i hus.
Sådan lyder det fra udlændingeminister Inger Støjberg (V), efter at dagens forhandlinger endte uden resultat, selvom ministeren havde sat næsen op efter en aftale med Socialdemokraterne og resten af blå blok.
- Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne udskyder desværre muligheden for at gennemføre markante opstramninger af udlændingepolitikken, og dermed kan vi ikke begrænse tilstrømningen, siger Inger Støjberg.
Striden mellem DF og S på den ene side og regeringen, Liberal Alliance og Konservative på den anden handler om såkaldte flygtningelandsbyer, som DF og S ønsker at få med i aftalen.
Regeringen har ikke nødvendigvis noget imod flygtningelandsbyer, siger Inger Støjberg, men det kræver flere undersøgelser, før det kan komme i stand.
- Det står og falder med, at vi fra regeringens side ikke vil sætte gang i flygtningelandsbyer, inden vi ved, hvad det får af økonomisk virkning, og hvilken betydning, det får for integrationen, siger Inger Støjberg.
Derfor er det "en meget uheldig situation", som Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i en sjælden alliance udløser med partiernes fælles krav om flygtningelandsbyer.
- Jeg ville gerne have haft førstebehandlet det i folketingssalen allerede inden jul. Det kan komme til at knibe nu.
De Konservative forstår heller ikke, hvorfor DF og S vil udskyde en asylaftale med de to partiers krav.
- Jeg er meget overrasket. Det er for drastisk, at staten skal lave flygtningelandsbyer, når vi ikke kender de økonomiske og integrationsmæssige konsekvenser af dem, siger integrationsordfører Naser Khader (K).