Støjberg og ledende embedsmænd skal igen vidne i asylsag

På ny er Støjberg og embedsmænd indkaldt for at kaste lys over den ulovlige adskillelse af asylpar i 2016.

Inger Støjberg (V) skal igen vidne i sagen om adskillelse af asylpar. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V) er blevet genindkaldt for at vidne i Instrukskommissionen. Den er nedsat for at granske sagen fra 2016, hvor asylpar, hvor den ene var mindreårig, blev skilt ad.

Desuden er højt placerede embedsmænd som tidligere departementschef Uffe Toudal Pedersen, afdelingschef Lykke Sørensen og afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen blevet genindkaldt.

Det oplyser Instrukskommissionen i et nyhedsbrev.

Alle tre er tidligere blevet afhørt af kommissionen og spiller en vigtig rolle i forståelsen af, hvad der skete, da asylpar blev skilt ad.

Pressede på for at få skilt asylpar ad

Inger Støjberg pressede på for at skille så mange som muligt og fjernede afsnit fra en pressemeddelelse, hvor der stod, at der kunne være undtagelser.

Ifølge internationale konventioner har parrene ret til en individuel vurdering, fordi der kan være hensyn som for eksempel parrenes fælles børn.

Folketinget Ombudsmand har tidligere udtalt, at al kommunikation fra et ministerium skal være retvisende, hvilket pressemeddelelsen altså ikke var.

Daværende departementschef Uffe Toudal Pedersen har erkendt, at han hårdt presset gik med til at fjerne afsnit om undtagelser fra pressemeddelelsen.

Da der ikke blev udsendt andet skriftligt, kom den til at virke som en instruks, og parrene blev i starten skilt ad jævnfør pressemeddelelsen.

Flere embedsmænd i Udlændingestyrelsen, der skulle gå videre med instruksen, og skriftligt materiale såsom interne mails fra dengang, tegner et billede af, at adskillelsen skulle være uden undtagelser.

Dermed var den ulovlig, har Folketingets Ombudsmand afgjort. Spørgsmålet er, hvem der har ansvaret.

/ritzau/