Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at billigere takster over Storebælt også skal gælde lastbiler og persontog, oplyser Finansministeriet.
Justeringen kommer dagen efter, at de to parter indgik en større aftale om blandt andet biltakster.
I aftaleteksten "Omlæggelse af bilafgifterne" fra torsdag står der, at takstnedsættelsen over Storebælt gælder persontrafik.
Men aftaleparterne er blevet enige om at justere den del af aftalen, så takstnedsættelsen vil komme til at gælde al vejtrafik samt persontog.
I aftaleteksten står nu, at "aftaleparterne er blevet enige om at justere dette, så takstnedsættelsen gælder al vejtrafik samt persontog".
Broafgiften over Storebælt vil blive en fjerdedel billigere, og sænkelsen af afgiften vil ske gradvist.
Tidligere torsdag har erhvervslivet og Molslinjen kritiseret, at de ikke var omfattet af den aftaletekst, der blev udsendt torsdag aften.
/ritzau/