En god aftale om det europæiske politisamarbejde Europol er på Dansk Folkepartis dagsorden, dagen efter at et flertal af vælgerne sagde nej til en tilvalgsordning.
- Jeg er glad for, at statsministeren allerede er gået i gang med arbejdet. Nu går vi efter en tilfredsstillende parallelaftale om Europol, når vi mødes med statsministeren på mandag. Så det er det, vi arbejder på, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.
- Jeg påtager mig et medansvar for en proces, der giver en god parallelaftale, siger han og mener, at danskernes nej handler om EU-skepsis.
Ifølge Kristian Thulesen Dahl har ja-partierne et grundlæggende problem med, at danskerne er skeptiske over for EU.
- Der er en kløft på EU-området, hvor danskerne føler sig taget ved næsen, siger han.
/ritzau/
