En partileder, der lagde sig fladt ned, og en statsminister, der erkendte, at dansk politik har befundet sig i en usædvanlig og fastlåst situation.
Sådan så det ud i aftes, da LA-formand Anders Samuelsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på hver sit pressemøde gjorde det klart over for vælgerne, at der vil blive stemt for en finanslov på fredag.
Og det på trods af, at en skatte- og en udlændingeaftale ikke ville komme i hus inden da.
Det har ellers hele vejen været et ultimativt krav fra Anders Samuelsen, at der skulle ligge en aftale med "historiske skattelettelser", hvis der skulle godkendes en finanslov.
Men med en statsminister, der konstant er blevet åndet i nakken af Dansk Folkeparti med krav om stramninger på udlændingeområdet, så måtte Anders Samuelsen "kravle ned fra sit høje træ" og erkende, at det ultimative krav skal pakkes væk for at kunne fokusere på det, der sker ved forhandlingsbordet.
Et forløb, som man aldrig har set mage til på Christiansborg, siger Uffe Tang, politisk korrespondent i DR Nyheder.
- Den magtkamp, som Liberal Alliance har forsøgt at tage med Dansk Folkeparti, har kastet regeringen ud i en rædselsfuld situation, hvor den var helt ude på kanten og på nippet til at vælte sig selv.
- Det, man har set de seneste dage og uger, har været et helt ekstremt og usædvanligt forløb, hvor man nærmest havde en regering, der truede oppositionen med at vælte sig selv, og det giver ingen mening.
Regeringen tvunget til at stemme for sin egen finanslov
Derfor var den eneste udvej at få Anders Samuelsen ned fra træet og gøre ham klart, at der ikke kan være nogen tvivl om, at regeringen stemmer for sin egen finanslov. For hvis ikke den gør det, så er der ingen regering.
- Anders Samuelsen har været udsat for et markant internt pres. Han havde to muligheder tilbage – enten kunne Liberal Alliance forlade regeringen, eller også kunne de stemme for finansloven.
- Det er en formand for Liberal Alliance, der nærmest må ydmyge sig selv og komme helt ned og bide i græsset og erkende, at han har taget fejl, siger Uffe Tang.
Men midt i den store ydmygelse har det været vigtigt for Liberal Alliance at gøre klart over for vælgerne, at de ikke alene har ansvaret for en regering i krise. Og det bakker Lars Løkke Rasmussen op om.
- Hvis Anders Samuelsen skal gå ud og lægge sig fladt ned, og kravle ned fra juletræet, så skal han have noget opbakning fra Lars Løkke Rasmussen.
- Det har været vigtigt for Liberal Alliance at få det til at se ud som om, at det ikke kun er dem, der har fået det her til at gå op i limningen. Når Lars Løkke Rasmussen også siger det, så står de ikke helt alene tilbage med ansvaret.
DF er medskyldige
Og der er ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti også har deres del af ansvaret, mener Uffe Tang.
- Dansk Folkeparti besværliggør forløbet, fordi de er kommet med nogle krav om udlændingestramninger, som er utrolig svære for regeringen at levere.
- DF har vænnet os til, at når man forhandler finanslov eller andet, så er der en parallel forhandling om udlændingepolitik, som ikke har en pind med det andet at gøre.
Tilbage står en splittet regering, som efter juleferien har en svær opgave foran sig.
- Hele regeringen står svækket tilbage, og den helt store taber er det blå Danmark. Den borgerlige blok taber utvivlsomt på det her, fordi den taber prestige og anerkendelse. Nu må vi se, om den også taber vælgere.
- Det er en regering, der opererer i kaos, siger Uffe Tang.