Unge socialdemokrater angriber regeringens plan om alkoholforbud for unge: 'Det er dem over 60, der drikker mere og mere'

Unge drikker mindre og mindre, så et forbud mod salg af alkohol til alle under 18 år, giver ikke mening, lyder det fra DSU.

DSU-formand, Frederik Vad Nielsen, taler her ved Socialdemokratiets kongres i Aalborg Kongres i 2021. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Et forbud mod salg af alkohol til unge under 18 år udløser nu en intern krig i Socialdemokratiet.

Forbuddet er en del af regeringens nye sundhedsudspil. Men det møder hård og markant modstand fra de unge socialdemokrater i DSU.

Forbundsformand for DSU, Frederik Vad Nielsen, understreger, at alkoholforbruget hos de unge er faldet gennem mange år.

- Jeg synes, man slår med den store hammer mod et problem, der bliver mindre og mindre. Unge drikker mindre i dag, end de gjorde for nogle år siden. Det er en ungdomsgeneration, som faktisk gør det, som politikerne og eksperter siger, de skal, nemlig drikker mindre og starter senere.

Hvad er problemet ved et forbud?

- Man vil lave et totalforbud, hvor man siger, at alle 17-årige, der godt kan lide at drikke en fyraftensøl på deres læreplads fredag eftermiddag, eller efter gymnasietimen er forbi, skal lade være med det.

- Det er ikke et problem, at 17-årige drikker alkohol en gang imellem. Det er ikke et problem, at unge mennesker nyder alkohol i moderate mængder. Problemer er de her drukfester og en drukkultur, der er løbet løbsk nogle steder. Det kan vi løse på andre måder end ved at lave et totalforbud, hvor vi kriminaliserer alle 17-årige, der køber øl i et supermarked.

Det er dit eget parti, der foreslår det. Hvad synes du om det?

- Jeg synes, det er enormt ærgerligt og trist. Det er et problem, der skal løses, men det kan man godt løse uden at komme med den store hammer.

Hvad vil du så gøre på de indre linjer i Socialdemokratiet for at gøre noget ved det?

- Jeg taler imod det alle de steder, jeg kan, siger Frederik Vad Nielsen.

Unge drikker mindre

Tal fra Sundhedsstyrelsen bakker Frederik Vad Nielsen op. Den mest omfattende undersøgelse af danskernes alkoholvaner sker gennem Den Nationale Sundhedsprofil. Det er en undersøgelse, der gennemføres hver fjerde år. I 2021 deltog mere end 180.000 danskere.

Flere data fra undersøgelsen, som du kan se i grafikker i denne artikel, viser, at unges forbrug af alkohol er dalende.

Danske unge topper dog fortsat europæiske lister over alkoholforbrug.

Det erkender Frederik Vad Nielsen, og han afviser heller ikke, at der findes et problem.

- Vi har haft Europa-rekorden i druk i rigtig mange årtier, men andelen af unge, der drikker, falder, og de drikker mindre. Det gør sig også gældende i andre lande. Hvis målet bare er, at vi skal af med den Europa-rekord og skal ende på en andenplads, så er det lidt mærkeligt. Målet må være at få en sundere drukkultur, og at færre unge drikker. Og det er præcis det, der sker i samfundet lige nu, siger Frederik Vad Nielsen.

Den nuværende lovgivning giver fra 16 år unge mulighed for at købe drikkevarer med en alkoholprocent på under 16,5 procent. (Foto: © Signe Goldmann, Ritzau Scanpix)

Som reglerne er i dag, skal man være 16 år for at købe drikkevarer med en alkoholprocent på under 16,5 procent. Og man skal være 18 år for at købe stærkere varer.

Frederik Vad Nielsen er åben over for at diskutere, om procentsatsen skal ændres, lige som han er klar til at se på andre tiltag.

- Vi kunne lave nogle strammere regler på uddannelsesinstitutionerne, sænke alkoholprocenten til en fem-syv stykker, så det kun er øl, man kan købe, når man er 16 år, og så gøre noget ved tilgængeligheden i forretningerne.

Hvad vil det gøre godt for?

- Det vil betyde, at man vil få skåret vin, shots og mild spiritus fra, og så får du en ungdom, der kun kan købe øl med almindelige procenter.

Men kan man ikke have en problematisk drukkultur med øl på uddannelsesinstitutioner eller andre steder?

- Jo, det kan man godt. men unge drikker mindre og mindre, og deres alkoholkultur bliver bedre og bedre. Der er forskel på at tage til en gymnasiefest i dag og i 2005. Der er sket forandringer.

- De, der er 25 år. De, der er 35 år. De, der er 45 år, de drak væsentligt mere i den alder, end de 16-17-årige gør i dag. Og nu kommer de så med pegefingeren og siger, at alle 16- og 17-årige skal lade være med at købe en dåseøl i supermarkedet en fredag eftermiddag.

'De ældre drikker mere'

Ifølge DSU-formanden er det helt andre aldersgrupper end de unge, der har de største problemer med alkohol.

- Det er interessant at se, at dem, der drikker mere og mere, er de gamle. Det er dem over 60 år.

Det er vel ikke en generationskamp om at få lov til at drikke mest?

- Nej, men jeg synes bare, det er interessant, at man sætter ind over for en gruppe, som gør, hvad eksperterne og politikerne siger, de skal, men ikke sætter ind over for en gruppe, der gør det modsatte.

Gør det så stor en forskel, om man skal være 16 eller 18 år for at købe en øl?

- Jeg synes, det er et problem at sende et signal til ungdommen om, at den er uansvarlig, når sandheden er, at vi har den mest ansvarlige ungdom, vi har haft i årtier.

Sundhedsstyrelsen ændrede sine anbefalinger i sidste uge, så de nu siger, at unge under 18 år ikke bør drikke alkohol. Det er en faglig vurdering fra Sundhedsstyrelsen. Er du enig i den?

- Det er altid godt med faglige vurderinger, for vi har brug for, at der en nogle eksperter, der kan fortælle os, hvordan vi lever vores liv sundest. Men det er ikke sådan, at alle faglige vurderinger skal føre til, at vi forbyder ting.

- Vi forbyder heller ikke chips, fordi vi har et niveau af overvægtige, der efterhånden matcher USA. Vi forbyder heller ikke, at pensionister må købe mere end en flaske vin om dagen, selv om det er dybt sundhedsskadeligt for dem.