V afviser DF-krav om farvel til konventioner

De internationale konventioner skal påvirkes indefra, men ikke opsiges, lyder det fra Venstre.

- Jeg hæfter mig ved, at de ikke stiller ultimative krav, siger Jakob Ellemann-Jensen (V) om Dansk Folkeparti. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Danmark skal ikke træde ud af de internationale konventioner, men det er nødvendigt at udfordre dem og gå lige til grænsen.

Sådan lyder det fra Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, efter at DF-formand Kristian Thulesen Dahl forud for efterårets politiske forhandlinger har krævet et afgørende konventionsopgør.

- Danmark er bedst tjent med at være med i de her konventioner og at søge at påvirke dem indefra, i stedet for at forlade dem som i øvrigt det første demokratiske land nogensinde.

- Hvis vi ønsker at være en del af en international retsorden, så er konventionerne værktøjet til det. Hvis vi synes, at den retsorden ikke er tidssvarende, så er det indefra, vi må gøre noget ved det, siger Jakob Ellemann-Jensen.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl kræver, at Danmark skal tage forbehold for konventionerne på udlændingeområdet. Hvis de andre lande ikke vil accepterer, skal Danmark træde helt ud af konventionerne.

V: Vi har styr på det

Dansk Folkeparti mener blandt andet, at kriminelle udlændinge skal kunne udvises - og har flere gange henvist til den såkaldte Levakovic-sag.

Udover kravet om et konventionsopgør vil Dansk Folkeparti også have blandt andet permanent grænsekontrol og straksbehandling af asylansøgere ved grænsen. Alt sammen for at genskabe kontrollen med udlændingepolitikken, som Thulesen Dahl formulerer det.

Men det er at gå for vidt at sige, at Danmark ikke længere har kontrol over sin egen udlændingepolitik, mener Jakob Ellemann-Jensen.

- Vi kan se, at tilstrømningen til Danmark er mindsket ganske alvorligt siden sidste år. Jeg ved ikke, hvad det er for en manglende kontrol over Kongeriget Danmark, man henviser til. Jeg synes, der er ganske godt styr på det, siger han.

Venstre-ordføreren hæfter sig dog ved, at Dansk Folkeparti ikke på forhånd har malet sig op i et hjørne med ultimative krav.

- Jeg hæfter mig ved, at de ikke stiller ultimative krav. Det er konstruktivt, og det kunne andre partier lære af. De punkter, DF kommer med, er jo ikke nogen, der får breaking-bjælkerne til at blinke. Det er kendte synspunkter fra DF. Der er ikke noget, jeg ikke har hørt, siger Jakob Ellemann-Jensen.