Selvom socialdemokraten Yildiz Akdogan fik næstflest stemmer i partiet i København, var hun aldrig i spil til partiets anden borgmesterpost efter Frank Jensen.
For allerede før valget bestemte Akdogans valgkreds i Brønshøj/Husum nemlig at holde holde hende ude, og i stedet indstille Jesper Christensen og Jakob Hougaard til borgmesterposten, fortæller både valgkredsmedlem Freddy Christiansen og tidligere S- borgmester Jakob Hougaard.
-Det kan jeg godt bekræfte. Det blev aftalt før kommunalvalget, siger Jakob Hougaard til P4 København.
Meldte sig ud efter forfordeling
Det sker få dage efter, at Socialdemokraternes tredjestørste stemmesluger, Ikram Sarwar meldte sig ud af partiet i protest efter at være blevet forbigået til en borgmesterpost.
Han mente, at der allerede på forhånd var en aftale om, at han ikke skulle have posten.
En påstand, der bliver bestyrket af de udmeldinger valgkredsmedlem Freddy Christiansen og tidligere S- borgmester Jakob Hougaard kommer med.
Signaler om åbenhed kan være forkerte
Politisk kommentator, Rasmus Jønsson mener, at processen ser mærkelig ud, fordi Socialdemokraterne i valgkampen signalerede, at det var åbent hvem der skulle have en eventuel 2. borgmesterpost efter Frank Jensen.
- Næste gang man hører en socialdemokrat sige, at alt er åbent, skal man måske spidse ørerne og have et filter oppe, for det er det måske ikke helt, siger Rasmus Jønsson til P4 København.
Hverken Yildiz Akdogan, overborgmester Frank Jensen, S-formand i København, Jan Salling eller kredsformand Bent Christensen har ønsket at udtale sig til P4 København.
