Anna Mee Allerslev efter intens dag: Vi er glade

De Radikale i København bliver i rød blok efter udramatiske forhandlinger, oplyser partiet selv.

- Jeg noterede mig godt nok, at De Konservatives Rasmus Jarlov gerne ville samarbejde med os, men sidst jeg tjekkede, var det altså ikke ham, der forhandler på vegne af de borgerlige, siger Anna Mee Allerslev. (Foto: © PR Københavns Kommune, Københavns Kommune)

De Radikale i Københavns bystyre holder fast i konstitueringsaftalen med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

- Det er helt udramatisk. Der er slet ikke tale om en ny aftale men om ændringer i den eksisterende aftale på grund af den nye virkelighed, siger den radikale spidskandidat, Anna Mee Allerslev til dr.dk.

Og den nye virkelighed er, at socialdemokraten Ikram Sarwar sent fredag aften pludselig vendte Socialdemokraterne ryggen til fordel for De Radikale. Dermed fik De Radikale tilføjet et ekstra mandat - og det åbnede op for nye muligheder i konstitueringsaftalerne.

Ingen rysten på hånden

Af samme grund flød medierne den ganske lørdag over med gisninger om, hvorvidt De Radikale ville bruge det ekstra mandat til at tilslutte sig de borgerlige, og blandt andet nåede De Konservative at bejle til De Radikale.

Men ifølge Anna Mee Allerslev har der ikke været nogen rysten på hånden i lørdagens radikale forhandlinger.

- Det har været rene spekulationer i medierne. Jeg noterede mig godt nok, at De Konservatives Rasmus Jarlov gerne ville samarbejde med os, men sidst jeg tjekkede, var det altså ikke ham, der forhandler på vegne af de borgerlige. Det gør Pia Allerslev, og jeg har ikke modtaget nogen invitation fra hende, siger Anna Mee Allerslev.

Vi er meget glade

Med endnu et mandat har De Radikale fået en ekstra plads i det magtfulde økonomiudvalg, således at partiet nu har to pladser. Derudover har de har fået en ekstra udvalgspost, som ikke er afklaret endnu og to lønnede bestyrelsesposter.

- Det er vi rigtigt glade for. At sidde i Økonomiudvalget er radikalt hjerteblod, hvor vi kan arbejde for vækst og flere arbejdspladser og byudvikling, siger Anna Mee Allerslev.

Ingen dæmonisering, tak

Ikram Sarwars skifte fra Socialdemokraterne til De Radikale har lørdag medført debatter om det moralske i at skifte parti få dage efter et valg. Ikram Sarwar fik 1915 personlige stemmer.

- Så du deltager ikke i kritikken over Ikram Sarwars partiskifte....

- Jeg noterede mig, at Socialdemokraterne med åbne arme tog imod Emilie Turunen og Jesper Petersen, da de to forlod SF. Så jeg mener bare, at man skal lade være med at dæmonisere hinanden, siger Anna Mee Allerslev til dr.dk.