Alle partierne i Nyborg er nu blevet enige om en bred aftale.
Det så ellers længe ud til, at Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten ikke ville være med en bred aftale, efter S-borgmester Erik Christensen blev kuppet af Jan Reimer Christiansen, der skiftede Socialdemokraterne ud med Venstre.
Det gav blå blok flertal i byrådet, og det fik de røde partier til at melde ud, at de ikke ville indgå i en aftale, hvis ikke borgmesterposten var deres.
Bred konstituering
Søndag aften kan Venstre dog oplyse, at alle partierne er blevet enige om en bred konstituering.
I aften kl. 17 skal partierne mødes til det konstituerende byrådsmøde.
Utilstedeligt
I den forbindelse er der anmeldt en demonstration kl. 16 mod kuppet.
- Vi ønsker at vise, at selv om der er blevet lavet en aftale, så er der en lang række borgere, som ikke mener det her er ok, siger en af initiativtagerne til demonstrationen, Dorthe Boe Danbjørg.
DR Fyn har siden fredag utallige gange forsøgt at få en kommentar fra den nu tidligere socialdemokrat fra Nyborg Jan Reimer Christensen.
