Curt Sørensen siger endegyldigt farvel til borgmesterposten

Curt Sørensen trækker sig som spidskandidat for Socialdemokratiet i Svendborg efter dårligt valg. Der skal nyt blod og nye folk til, siger han.

- Vi vinder og taber sammen som parti. Og hvis Socialdemokraterne skal tilbage i front, skal vi finde på noget nyt - og Bo hansen er et frisk pust, siger Curt Sørensen (Foto: © Morten Rønnelund, DR Fyn)

Curt Sørensen siger endegyldigt farvel til borgmesterposten i Svendborg.

Efter et dårligt kommunalvalg i sidste uge trækker Curt Sørensen sig som spidskandidat for Socialdemokratiet i Svendborg og peger i stedet på Bo Hansen som ny gruppeformand.

Der skal nye folk til, hvis Venstre skal fravristes borgmesterkæden, siger Curt Sørensen.

Han afviser dog, at det er hans personlige nederlag, der får ham til at trække sig.

- Vi vinder og taber sammen som parti. Og hvis Socialdemokraterne skal tilbage i front, skal vi finde på noget nyt - og Bo hansen er et frisk pust, siger Curt Sørensen.

- Bo er omkring 20 år yngre og er et godt bud på en gruppeformand, siger Curt Sørensen.

Curt Sørensen fik kun 3,5 procent af stemmerne og måtte overlade borgmesterkæden til venstremanden Lars Erik Hornemann.