Hovedstaden afviser krav om fintælling

Kun 24 stemmer skilte to kandidater, men der kommer ingen fintælling i Region Hovedstaden

Der kommer ikke en fintælling af samtlige stemmer i Region Hovedstaden (Foto: © Claus Würtzen, DR)

24 stemmer. Så få stemmer var Liberal Alliance i Region Hovedstaden fra at få endnu et mandat i Regionsrådet.

Derfor havde partiet krævet en fintælling af samtlige knapt 900.000 regionsråds-stemmer.

Liberal Alliance mener, at det er rimeligt med en fintælling, fordi to fintællinger på to valgsteder rykkede fire stemmer. Det betød, at kun 24 stemmer skilte Venstres Erik Sejrsen fra Liberal Alliances Heidi Wang, og hun kom dermed ikke i Regionsrådet.

Afgørelse her til morgen - ingen fintælling

Men Regionsrådet i Region Hovedstaden har netop besluttet, at der ikke skal laves en ny fintælling af alle stemmerne.

Liberal Alliances landsformand, Leif Mikkelsen vil nu klage til Indenrigsministeren, og så skal Margrethe Vestager afgøre, om der skal være en omtælling af de i alt 891.692 stemmer til Region Hovedstaden.