Ikram Sawar: Jeg bliver da ked af det

Vrede ord vælter ind over den nu radikale Ikram Sawar efter hans pludselige hop fra Socialdemokraterne

Ikram Sawar blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokraterne. Nu er han radikal. (Foto: © DR, DR)

Usselt. Umoralsk og udemokratisk. Du burde afgive dit mandat til en anden socialdemokrat. Helt igennem utroværdigt… skam dig!

Det fyger ind med hårde ord på Ikram Sawars Facebook-profil, efter at han sent fredag aften erklærede, at han forlod Socialdemokraterne og havde meldt sig ind hos De Radikale - blot tre dage efter kommunalvalget.

- Jeg bliver da ked af det. Det må jeg indrømme, siger Ikram Sawar til DR Nyheder efter en ganske intens dag.

- Men det har været en rigtig svær beslutning, som jeg har været nødt til at tage. Jeg har oplevet en lukket kultur hos Socialdemokraterne.

Blev ikke nomineret

Den lukkede kultur forklarer han med et ekstraordinært delegeretmøde torsdag aften. Her skulle mere end 100 repræsentanter for lokale kredse nominere fire kandidater til den borgmesterpost, som Socialdemokraterne er berettiget til ud over Frank Jensens overborgmesterpost.

Ikram Sawar blev ikke nomineret, selv om han var valgets tredjestørste stemmesluger med 1915 personlige stemmer.

Men sådan en beslutning vækker af gode grunde ikke glæde hos Socialdemokraterne.

Gruppeformand Lars Weiss siger det kort:

- Jeg er overrasket, og jeg er skuffet.

- Han bliver bakket op af Jacob Hougaard, som er medlem af Borgerrepræsentationen:

- Nu viser det sig, at hele Ikrams karriere har været et langt egotrip, der kun har handlet om, hvad han selv kunne opnå, siger han.

Vil fortsætte med samme politik

Ikram Sawar selv forstår til dels kritikken.

- Kan du forstå, at nogle af de 1915 vælgere, der har stemt på dig, føler sig svigtet?

- Det kan jeg godt sætte mig ind i, men sådan ser jeg faktisk ikke på det. Jeg vil fortsætte med den politik, jeg hele tiden har kæmpet for, siger han.

Ikram Sawar skriver på Facebook, at han har været medlem af Socialdemokratiet i 11 år, heraf otte som folkevalgt.