Kultur er ikke prioriteret i byrådene

Meget få kommunalpolitikere mener, at kulturen er det vigtigste emne.

Kultur står ikke øverst på kommunalpolitikernes dagsorden. Fornuftigt, hvis man vil kapre stemmer, siger forsker.

Sportstilbud, kunst i bybilledet og kultur-arrangementer er ikke det vigtigste for de syd- og sønderjyske byrådsmedlemmer, når de skal prioritere de politiske emner.

Det viser en ny undersøgelse, DR har lavet.

Politikerne vil i langt højere grad snakke om skattelettelser, flere penge til folkeskolen og erhvervsudvikling.

- Kultur er ikke det, vi prioriterer højst. Det der er vigtigst, det er erhvervslivet og at skabe arbejdspladser, så må kulturen komme i anden række, siger byrådskandidat for Liberal Alliance i Haderslev, Benny Bonde.

Forsker: Ingen stemmer i kultur

En ny undersøgelse foretaget af DR viser, at under én procent af byrådsmedlemmerne i de syd- og sønderjyske kommuner mener, at kulturen er det vigtigste emne på dagsordnen.

Det overrasker ikke kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch.

- Der er langt flere stemmer i at sige, at man vil skære ned på kulturen og bruge færre penge, end der er i at sige, at man vil bruge flere penge på kulturen og satse penge på det, siger Roger Buch.