Der er stadig enkelte byråd, som endnu ikke har fundet en borgmester efter kommunalvalget.
De fleste kabaler er ved at være lagt i landets 98 kommuner, men i princippet kan aftaler brydes og indgås helt frem til det første konstituerende møde i starten af december.
Her er et overblik over de steder, hvor der stadig er usikkerhed.
Pludseligt drama i Dragør
Umiddelbart efter kommunalvalget 19. november hed borgmesteren i Dragør Allan Holst (S). I mandags blev han så væltet af en konstituering mellem Venstre og Tværpolitisk Liste, der gjorde Peter Læssøe fra sidstnævnte til borgmester.
Nu ender borgmesterkæden med al sandsynlighed hos Venstres Eik Dahl Bidstrup, efter at Venstre, Konservative, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i Dragør har indgået en ny konstitueringsaftale, hvor Venstre får borgmesterposten.
Det fortæller Venstre bestyrelsesformand i Dragør, Erik Skovgaard Nielsen, til DR Nyheder.
- Der er jo aldrig noget, der er sikkert, men jeg har en meget god fornemmelse. Forhandlingerne har foregået i en god atmosfære og med et meget bredt flertal, så jeg er ikke bekymret, siger Erik Skovgaard Nielsen.
Allerød trækker ud
I Allerød har beskyldninger om tillidsbrud og løgne været dominerende i blå blok, hvor Erik Lund (K) som leder af byrådets største parti skulle have været borgmester, ifølge en aftale mellem Venstre og Konservative.
Men den aftale sprang John Køhler (V) fra og så derfor ud til at blive borgmester med opbakning fra Socialdemokraterne, SF, Dansk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten.
Siden forlod DF og Enhedslisten den aftale, så fordelingen i Allerøds byråd nu hedder 10-10 mellem K og V - med Enhedslisten som det afgørende mandat.
Her har byrådsmedlem Rasmus Keis Neerbek (Ø) leveret en række krav, som indtil videre ikke er blevet imødekommet af hverken K eller V.
Og da han samtidig hverken vil pege på V eller K, ser borgerne i Allerød ud til at måtte vente til det konstituerende møde torsdag i næste uge.
Skal afgørelsen findes i byrådssalen, er der tre stemmerunder, og hvis medlemmerne stadig ikke kan blive enige, skal borgmesteren findes ved lodtrækning.
Kup i Nyborg efter socialdemokratisk partiskifte
Det så længe ud til, at Erik Christensen (S) kunne fortsætte på borgmesterposten i Nyborg, men fredags sprang hans nu tidligere partifælle Jan Reimer Christiansen pludselig over til Venstre og gav dermed blå blok et flertal i byrådet på 13-12.
Efter forhandlinger med S lørdag formiddag valgte Venstres spidskandidat Kenneth Muhs med Dansk Folkeparti i ryggen at pege på sig selv som ny borgmester i Nyborg.
Borgmesterkuppet ventes at blive officielt, når byrådet i Nyborg mandag klokken 17 holder sit konstituerende møde.
Pia Allerslev lader vente på sig i København
Venstres spidskandidat Pia Allerslev sidder med nøglen til borgmesterkabalen i København. Hun er som tredjevælger den næste i rækken til at vælge en fagborgmesterpost.
Pia Allerslev kan dog vente helt indtil det konstituerende møde den 5. december med at beslutte sig.
Kun posten som overborgmester og teknik- og miljøborgmester er afsat til henholdsvis Frank Jensen (S) og Morten Kabell (Ø).
Venstrekvinden skal vælge, hvad hun vil være borgmester for de næste fire år, og derefter kan resten af kabalen lægges.
Det er fortsat uklart, om Københavns Kommunes Erhvervsservice fortsat skal høre under Teknik- og Miljøforvaltningen og dermed Enhedslisten.
Overgår erhvervsdelen til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, vil denne borgmesterpost ifølge DR Nyheders oplysninger være særdeles attraktiv for Pia Allerslev.
Erhvervsspørgsmålet skal således efter al sandsynlighed afklares, inden Pia Allerslev, der lige nu er kultur- og fritidsborgmester, vælger sin borgmesterpost.
