Samarbejdet i Nyborg Kommune skal være så bredt som overhovedet muligt. Det mener Venstre, der står til at erobre borgmesterposten, efter et byrådsmedlem fra Socialdemokraterne har snigløbet den siddende borgmester Erik Christensen (S).
Jan Reimer Christiansen meldte sig fredag ud af partiet og gik over til Venstre. Det tipper fordelinger af mandater i byrådet i blå bloks favør, så V og DF nu har 13 mod S, SF og Enhedslistens 12.
- Jeg kan konstatere, at der er et nyt flertal i Nyborg Kommune, der peger på mig som borgmester, og det forholder vi os til. Vi vil have en bred konstituering, siger Kenneth Muhs (V), der fortsat ikke vil kalde sig selv ny borgmester.
Rød vil ikke være med til bred konstituering
Men drømmen om en borgmesterpost og bred konstituering med rød blok kan Venstre godt glemme. Erik Christensen (S) overlader ikke borgmesterkæden uden kamp.
- Fra Socialdemokraterne, SF og Enhedslistens side har vi meddelt, at vi ikke kan være med i en aftale, hvis Venstre og Dansk Folkeparti vælger at se stort på vælgernes beslutning, hvor de valgte mig som borgmester, siger Erik Christensen.
Han har til gengæld meddelt, at han er villig til at genåbe den nuværende konstitueringsaftale med henblik på at give Venstre flere poster, hvis borgmesterposten bliver hos Socialdemokraterne.
Forhandlingerne fortsætter lørdag
Det forslag har Venstre tygget på natten over, og lørdag fortsætter forhandlingerne om borgmesterkæden så. Ligesom Erik Christensen har Kenneth Muhs (V) dog ikke tænkt sig bare at give op:
- Vi gik til valg på, at jeg skulle være borgmester, og jeg skylder Venstres vælgere at se på, hvad den nye situation kan give af muligheder for Venstre, siger Kenneth Muhs.
Udover Jan Reimer Christiansen har Tommy Benny Larsen, afgående byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Nyborg, valgt at melde sig ud af partiet og ind i Venstre.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5299a0dda11f9d07ac915695
