- Det giver ingen mening, at Danmark smider 700.000 ton mad ud om året.
Det siger Ida Auken, som er fødevareordfører for De Radikale. Hun kæmper for, at mængden af mad, der bliver smidt ud, skal mindskes.
- Jeg tror, at danskerne har det rigtig dårligt med at smide mad ud. Vi skal derfor sørge for, at de får spist deres fødevarer op, tilføjer hun.
Fire konkrete forslag
Partiet har en ambitiøs målsætning om at reducere klimabelastningen i Danmark med 55 procent frem mod 2030. Her indgår mindre madspild som en væsentlig del af planen.
Måden, hun og partiet vil komme madspilds-problemet til livs på, er at følge fire simple punkter, som de i næste valgperiode vil sætte fokus på.
De fire punkter vil stille krav til offentlige institutioner, støtte det såkaldte fødevarebank-koncept, samt skabe samarbejde med både fødevareproducenter og supermarkeder.
Gamle regler skal ændres
- Vi skal for eksempel arbejde for, at flere butikker sælger citroner enkeltvis frem for i net. Fordi hvis bare en citron er dårlig, bliver hele nettet smidt ud. Men det er der ikke nogen grund til, da citroner ikke på den måde ødelægger hinanden, siger Ida Auken.
Fødevaresikkerhedsregler som denne, der gør, at man ikke må sælge grøntsager enkeltvis, som førhen har ligget i et net sammen, er forældede, mener Ida Auken.
Det er ifølge hende vigtigt, at reglerne bliver ændret, da de står i vejen for, at fødevarebranchen kan sikre, at varer bliver solgt og spist.
Sikkerheden er vigtigst
Et andet af de fire punkter er, at man vil give mad, som har overskredet 'mindst holdbar til'-datoen ud til socialt udsatte. Men før man gør det, skal man sikre sig, at reglerne er på plads.
- Det skal ikke være sådan, at man må ompakke gammelt kød og give det ny dato. Der skal stadig være klare regler om, at folk ikke må blive syge af det, som vi gør.
Hun vil ikke afvise, at man kan ende med at gøre som i Frankrig, hvor det er blevet ulovligt for landets store supermarkeder at smide mad ud, hvis den stadig kan spises.
Du kan blive klogere på De Radikales politik i aften, når de er gæster i 'Mød Partierne' kl. 22.10 på DR1. Og på dr.dk kan du møde partierne allerede fra kl. 21.30.