Kristian Jensen er ny udenrigsminister: Jeg er mindre overrasket end andre er

Ny V-regering vil sikre dialog med nabolande og arbejde inden for rammerne af Schengen, lyder det.

Kristian Jensen (V) afløser Martin Lidegaard (R) som udenrigsminister. (Foto: © Søren Bidstrup, Scanpix)

Det var ikke mange, der havde spået, at Danmarks næste udenrigsminister ville blive Venstres næstformand, Kristian Jensen.

Jensen selv blev dog ikke overrasket, da Lars Løkke Rasmussen ringede og tilbød ham posten.

- Jeg er glad og stolt, og jeg er mindre overrasket end andre er, siger Kristian Jensen på vej ind til møde med den kommende regering, der kun består af Venstre-ministre.

Kristian Jensen bliver også en del af den kommende regerings koordinationsudvalg, sikkerhedsudvalg og ansættelsesudvalg.

Hovedperson i V-krise

Han var den ene hovedperson i den Venstre-krise, der sidste år var tæt på at koste Lars Løkke Rasmussen som formand og i stedet gøre Kristian Jensen til ny formand.

De to fik udadtil klinket skårene og blev enige om, at det såkaldte formandskab i Venstre skulle samarbejde mere, og at Kristian Jensen skulle have flere opgaver.

Hans største opgave siden Venstre-krisen for et års tid siden bliver det nye job som udenrigsminister.

Dansk Folkeparti kæmper for grænsekontrol, og for at vi skal have lavet en barriere af en eller anden art over for det øvrige Europa. Hvordan ser du på det som ny udenrigsminister?

- Det er klart, at vi har brug for at sikre danskerne bedst muligt i forhold til kriminalitet og menneskesmugling, men det er også sikkert, at denne regering kommer til at sikre, at det sker i en dialog med vores nabolande og inden for rammerne af Schengen-samarbejdet, siger Kristian Jensen.

Den kommende Venstre-regering præsenteres på Amalienborg klokken 10.