Lige fordeling mellem V-fløje i centrale udvalg

Kommende udenrigsminister Kristian Jensen (V) får efter Løkke-opgør sidste år plads i det centrale koordinationsudvalg. Også Karsten Lauritzen får central plads.

Kristian Jensen (V) får en plads i det magtfulde koordinationsudvalg. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

I den netop offentliggjorte V-regering er der blevet fordelt en række centrale pladser udover ministerposterne.

Og blandt dem er der både blevet plads til V-folk, der stod bag Løkke Rasmussen under sidste sommers krise i partiet - udløst af en række med sager om formandens partibetalte tøj - men også folk, der under krisen trak støtten til formanden.

I regerings magtfulde koordinationsudvalg, hvor stort set alt politik fra samtlige ministerier skal igennem, sidder statsminister Lars Løkke Rasmussen, V-nestor Claus Hjort og udenrigsminister Kristian Jensen.

Udenrigsminister med indsigt i regeringskammeret

Kristian Jensen, der under sidste års Venstre-opgør mod Lars Løkke Rasmussen var en af Løkkes kritikere, var med sin udenrigsministerpost ikke selvskrevet til pladsen i udvalget.

Det skyldes netop, at udenrigsministeren ofte er på officielle rejser og dermed fysisk væk fra Danmark og det indre liv i regeringen.

- Her er det interessant, at Kristian Jensen har en krog ind til det inderste kammer i regeringen. Han har krav på at sidde med ved vigtige beslutninger. Det har Kristian Jensen angiveligt lagt vægt på at få, siger DRs politisk analytiker Jens Ringberg.

Plads til Lauritzen

I regeringens næsten ligeså magtfulde økonomiudvalg sidder Claus Hjort sammen erhvers- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Men også skatteminister Karsten Lauritzen har fået en plads.

Han stod under Venstreopgøret last med Kristian Jensen, og under krisen i partiet var han en af dem, der trak støtten til Løkke Rasmussen.

Dermed sidder der i begge udvalg både tidligere Løkke-støtter og kritikere.