Tillidsreformer, økonomiske redegørelser og flere reformer.
Morten Østergaard (R) indrømmede i sin farveltale til sit nu tidligere ministerium, at der havde været en række tunge økonomiske ting, der fyldte i hans tid i Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Men der havde også været mere dramatiske oplevelser i ministeriet. Blandt andet da den nu afgående minister opdagede to røde knapper under sit skrivebord, som han ikke vidste, hvad var til.
- Da jeg så trykkede på dem, blev hele Slotholmsgade spærret af politibetjente, sagde Østergaard, og man måtte forstå, at det var en form for evakueringsknapper, som den tidligere minister havde placeret sine fingre på.
Ikke den værste overtager
Det er ikke mere end et års tid siden, at Østergaard selv overtog ministeriet fra sin dengang afgående partiformand Margrethe Vestager, da hun forlod både regeringen og R-formandsposten for at blive konkurrencekommissær i EU-kommissionen.
Nu overlader han ministeriet til Karen Ellemann (V).
- Og når det nu skal være, så er du ikke den værste at overdrage til, sagde Østergaard henvendt til sin efterfølger, inden han overrakte den obligatoriske og efterhånden famøse overdragelsesgave:
En julekurv med madvarer til den travle minister.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:55914b6a6187a4127ce3b944
Karen Ellemann rettede først og fremmest sin tale til medarbejderne, der nu står overfor en større sammenlægning af ressortområder fra forskellige ministerier, da ministeriet ændrer sig fra et Økonomi- og Indenrigsministerium til et Social- og Indenrigsministerium.
Noget som Østergaard efter overdragelsen betonede som værende problematisk.
- Det undrer mig, at der i den nye regering ikke er et Økonomiministerium, sådan som de økonomiske problemer står på lur, sagde Morten Østergaard.
Badering til Østergaard
Den nye minister kunne derimod ikke se det problematiske i, at V-regeringen har valgt at samle økonomi under Finansministeriet:
- Sammenlægning giver god mening. Finans og økonomi handler i sidste ende om kroner og øre, så det kan jeg sagtens se det fornuftige i, sagde Ellemann.
Ellemann havde i sin overdragelsesgave betænkt Østergaards børn, som hun håbede, nu fik deres far med på en lang sommerferie.
Derfor havde hun indkøbt oppusteligt strandlegetøj, så han 'kunne holde sig ovenvande' i fremtiden.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:55914eb46187a4127ce3b956
