VIDEO Afsat borgmester: Mit stofmisbrug blev kun værre

Da Thomas Banke mistede borgmesterposten i Fredericia, steg hans indtag af morfin.

- Tæppet blev revet væk under mig, fortæller Thomas Banke.

Thomas Banke var blevet spået en stor politisk karriere og overtog som 28-årig borgmesterkæden i Fredericia som den første borgerlige borgmester i næsten et århundrede.

Men den hurtige vej mod toppen endte med at koste ham dyrt i 2013, da en skødesløs omgang med kommunens midler og et tiltagende morfin-misbrug kostede ham hans politiske opbakning.

- I politik er du nødt til også at være grådig efter at tage magten. Det, jeg er ked af med min grådighed, det er, når den ryger over i det, jeg vil betegne som egenrådighed, fortæller Thomas Banke i DR2-serien 'Grådighedens Pris'.

Thomas Banke endte med at trække sig som borgmester, og chokket over derouten forværrede blot hans problemer med morfinen, som han fortsatte med at tage efter en langvarig tandbehandling.

- Det blev faktisk værre. Sådan er det jo, det var ligesom den tryghed, jeg kunne finde i det, fortæller Thomas Banke.

Næste år er den tidligere borgmester hovedperson i bog om begivenhederne, der ledte op til hans afgang.

Se Banke fortælle om misbruget i et videoklip fra DR2-programmet 'Grådighedens Pris: Politikerens Fald' øverst i artiklen.