VIDEO Donald Trump dansede til 'My Way'

Den amerikanske præsident fejrede indsættelsen i tæt dans med førstedamen.

Republikaneren Donald Trump blev i går taget i ed som USA's 45. præsident i Washington D.C.

Traditionen tro blev begivenheden efterfølgende fejret ved en række festlige arrangementer, hvor hovedpersonen blandt andet viste sine talenter på dansegulvet.

70-årige Donald Trump deltog først i to bal, der løb af stablen i Walter E. Washington Convention Center, og det var en storsmilende præsident, der hånd i hånd med konen, 46-årige Melania Trump, entrerede scenen til aftenens første fejring, Liberty Ball.

- Vi begyndte denne rejse, og de sagde, at vi ikke havde en chance, men vi vidste, at vi ville vinde, og vi vandt, lød det fra Donald Trump, som iklædt smoking talte til de jublende gæster i salen.

En god dag

Igennem sin hæsblæsende valgkamp op til valgsejren 8. november 2016, var Donald Trump flere gange i verbal karambolage med sine politiske modstandere, men ifølge præsidenten var der fredag flere af modstanderne, der ønskede ham tillykke.

- Det har været en god dag. Folk, der ikke var så flinke ved mig, sagde, at vi havde gjort et godt stykke arbejde. De hadede at gøre det, men de gjorde det, og det respekterer jeg, fortalte Donald Trump, som efterfølgende med førstedamen Melania Trump trådte de første dansetrin i rollen som amerikansk præsident.

My way

Her blev det understreget, at Donald Trumps rejse til positionen som et af verdens mest magtfulde mennesker blev foretaget på helt egne præmisser.

Dansen fandt nemlig sted til tonerne af sangen ’My Way’ (Min måde, red.), der i 1969 blev et hit sunget af amerikanske Frank Sinatra. I aftes blev sangen fremført i en duet-version.

Pence på scenen

Præsidentparret fik ikke lov til at stå lang tid alene på dansegulvet.

Vicepræsident Mike Pence og hustruen Karen susede også på scenen, og de fik selskab af flere medlemmer fra Trump-klanen.

Efterfølgende deltog Donald Trump i Liberty Ball, før aftenen sluttede med Salute to Our Armed Services Ball, der fandt sted i National Building Museum.

Sidstnævnte er et traditionsrigt arrangement, hvor den nyvalgte præsident hylder de mænd og kvinder, der tjener i den amerikanske hær, men det var ikke kun Donald Trump, der sendte rosende ord i retning af tilhørerne.

Førstedamen Melania Trump indtog også talerstolen.

- Jeg vil gerne takke jer alle for jeres indsats. Jeg er beæret over at være jeres førstedame. Vi vil kæmpe, vi vil vinde, og vi vil gøre Amerika stort igen, sagde Melania Trump, der modtog et stort bifald for sine ord.

Et af de faste elementer ved militærballet er, at præsidenten tager en svingom med en soldat, og i går var det flådeofficer Catherine Cartmell, der var med Trump på dansegulvet.

Til arrangementet deltog præsident Donald Trump og vicepræsident Mike Pence efterfølgende i den traditionelle kageudskæring, som er en hyldest til personer i den amerikanske hær, der har ofret sig for fædrelandet.

I dag skal Donald Trump til gudstjeneste i Washington National Cathedral.