Hvis politikerne på Christiansborg kan blive enige om at ændre afgiften på firmabiler, så det bliver billigere for en medarbejder at have en grøn firmabil, så lover en række virksomheder til gengæld at investere i de – ofte dyrere – grønne biler til deres ansatte.
Sådan lyder det i et brev, som i alt 14 større virksomheder har sendt til Folketingets Skatteudvalg.
- Kære Skatteudvalg. Vi er en gruppe virksomheder, som arbejder målrettet på at nedbringe vores CO2-udslip, herunder også CO2-udslippet fra forbrug af transport, lyder det i brevet.
- Derfor er vi også villige til at betale ekstra for grønnere biler til de af vores medarbejdere, som har firmabil, skriver de 14 virksomheder.
I brevet opfordrer virksomhederne, der blandt andet tæller Novo Nordisk, Siemens og Topdanmark, Folketinget til dels at ændre firmabilbeskatningen, så den i højere grad baseres på bilens CO2-udledning og i mindre grad på bilens værdi.
Straffes for at vælge grøn firmabil
I dag er det ikke nødvendigvis økonomisk fordelagtigt som ansat at vælge en grøn firmabil, pointeres det i brevet.
- Desværre er skattesystemet indrettet sådan, at vores medarbejdere straffes med højere skat for at vælge en grøn bil som firmabil, men belønnes for at vælge en billigere bil med højere brændstofforbrug.
Virksomhederne foreslår desuden, at man i fremtiden undlader at beskatte ladestandere på medarbejdernes privatadresser, og i brevet fremhæves det, at det er medarbejderne – og ikke virksomhederne selv – der får skattefordelene, hvis forslagene bliver til virkelighed.
- I sig selv indebærer forslagene ikke en økonomisk fordel for virksomhederne, da reduktionen af skatten sker privat hos medarbejderne, lyder det.
Inspirationen bag forslagene er hentet i blandt andet Holland, England og Norge, hvor man har differentieret firmabilskatten efter CO2-udledningen.
Elbil Alliance: Vil komme alle bilejere til gode
Hos Dansk Elbil Alliance, der har hjulpet de 14 virksomheder med at forfatte brevet til Folketingets Skatteudvalg, påpeger man desuden, at lavere afgifter for grønne firmabiler på længere sigt også vil komme resten af landets bilejere til gode.
Firmabiler udskiftes nemlig jævnligt, og grønne firmabiler vil dermed efter nogle år blive en del af brugtvognsmarkedet.
Historisk set er 80 procent af firmabilerne i Danmark blevet i landet som en del af brugtvognsmarkedet.
- På den måde vil vi også få elbiler ud til danskerne. Der er omkring 80.000 firmabiler i dag i Danmark, som skiftes ud hvert tredje år. Det vil altså sige 30.000 nye biler om året, og hvis bare nogle af dem er elbiler, så er det jo en rigtig god start, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbilalliance.
S bakker op
På Christiansborg får brevet fra de 14 virksomheder en blandet modtagelse.
Socialdemokratiet er på den ene side meget positive overfor forslagene, mens Venstre og Dansk Folkeparti på den anden afviser.
- Det er et markant rygstød til ideen om, at vi med de rigtige politiske tiltag faktisk kan få flere af de grønne biltyper på vejene ved at ændre firmabilbeskatningen, siger den socialdemokratiske skatteordfører, Jesper Petersen.
Partiet foreslår i sit klima- og miljøudspil, som blev lanceret her i foråret, at firmabilbeskatningen for el- og opladningshybridbiler sænkes med henholdsvis 10 og 15 procent.
Dermed er Socialdemokratiet på lange stræk enige med de 14 virksomheders forslag om at differentiere beskatningen for grønne firmabiler.
- Vi vil selvfølgelig bruge de her virksomheders anbefaling af det og deres vilje til at benytte sig af det til at argumentere overfor regeringen, at den også må komme ud af busken og støtte det.
Kommer det her ikke kun folk, som får stillet en firmabil, til gode?
- Der er jo nogle, som vil opleve, at skatten af firmabil bliver mindre. Men det er jo med vilje, fordi vi gerne vil have flere grønne biltyper ud på vejene. Og det er biltyper, som i dag er dyrere, så i nogle situationer vil man nok i virkeligheden ende med at betale lidt mere i skat eller det samme som i dag. Til gengæld er det altså en elbil, brintbil eller hybridbil, man kører rundt i, så det er for at opnå en klimagevinst, siger Jesper Petersen.
V: Markedet skal have fred og ro
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), men Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, er ikke positiv overfor de 14 virksomheders forslag.
- Der har været snak om bilafgifterne hvert år de seneste tre år, og det har givet en utrolig usikkerhed på markedet, som er ret skadelig for bilmarkedet, siger Louise Schack Elholm.
- Så jeg tror, at vi skal give dem lidt fred og arbejdsro på bilmarkedet. Så kan vi i mellemtiden læse de her forslag og se på, hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan, siger hun.
Heller ikke Dansk Folkeparti vil være med til at sænke afgifterne for grønne firmabiler.
- Nej. Vi synes, vi har været der, og derfor ønsker vi ikke at ændre på det regelsæt, der er i dag, siger finansordfører René Christensen og henviser til, at der sidste år blev indgået en bred politisk aftale om at lavere afgifter på elbiler.
Han understreger dog, at det er positivt, at virksomhederne har fokus på klimaet, når deres medarbejdere skal vælge firmabil.
- Men det ønsker vi ikke at bidrage til i Dansk Folkeparti. I hvert fald ikke for nuværende, siger DF-ordføreren.