Danmarks mindste fjernvarmeværk åbner i dag

Projekt fra Vestfyn kan kopieres af mange mindre byer, mener energi-, forsynings- og klimaministeren.

Det er i den hvide gård, at det lille fjernvarmeværk i landsbyen Føns er opført. (Foto: © Dr Fyn, DR FYN)

I dag går en drøm i opfyldelse i den lille landsby Føns på Vestfyn.

Det sker, når byen i eftermiddag klokken 15.00 indvier de Danske Fjernvarmeværkers mindste værk til dato, Føns Nærvarme.

Halvdelen af landsbyens 79 huse er tilsluttet minifjernvarmeværket, og dermed skrotter byens beboere i alt 43 oliefyr.

Føns er et godt eksempel

Ifølge energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er det den rigtige vej at gå.

Venstremanden mener, at idéen fra Fyn kan kopieres mange andre små landsbysamfund rundt omkring i landet.

- Jeg tror, at i mange dele af Danmark kunne det her være vejen frem. I mindre bysamfund, som i dag er olieopvarmet i hver enkelt husstand, kan det her være et oplagt alternativ, siger Lars Christian Lilleholt til DR Fyn.

Lang rejse er slut

Varmeanlægget består af to 200 kW kedler, som 'kører' på flis. Det er lokale kræfter, som siden 2012 har været i gang med projektet på Vestfyn.

Det har været en lang og til tider hård rejse, fortæller formand for Føns Nærvarme Erik Olsen:

Her et kig ind i fjernvarmeværket, som i første omgang skal varme halvdelen af Føns op. (Foto: © Dr Fyn, DR FYN)

- Vi har arbejdet på det her i flere år, så det er en stor lettelse, at vi er nået her til. Vi fik en indsigelse fra Naturfredningsforeningen, og det har betydet, at vi er kommet senere i gang end forventet, siger formanden.

Indsigelsen fra Danmarks Naturfredningsforening omhandlede en varmecentral, som Føns-borgerne ville opføre ved siden af den eksisterende bygning. Efter et par møder fandt parterne sammen om en løsning, hvor hele anlægget kunne opføres i de nedlagte landbrugsbygninger.

Mere grønt er godt

Og netop de grønne hensyn spiller en vigtig rolle. Det er nemlig godt for miljøet, når varmen i radiatoren kommer fra et fjernvarmeværk frem for et oliefyr, påpeger energi-, forsynings- og klimaministeren.

- Det her bidrager til, at vi får et bedre miljø. Ikke bare i Føns, men også i Danmark, hvis det lykkes at udbrede eksemplet fra Føns til andre dele af landet, siger Lars Christian Lilleholt.

Anlægget har kostet omkring 1, 4 millioner kroner. Det er håbet, at flere af den lille fynske bys borgere med tiden vil blive tilkoblet fjernvarmeværket.