Chips, cola og computer.
Det er tre ting, mange forbinder med e-sport. Men de fordomme vil IT Branchen (ITB) forsøge at ændre, når e-sports-eventet ESL Pro League i weekenden indtager Odense.
Ofte er det forældrene, der er bekymrede for, at deres børn bliver inaktive ved at spille for meget computer. Derfor er der arrangeret en forældreparkering, hvor de kan komme og lære om it og e-sport, mens børnene dyrker deres fascination for computerspil.
- Vi har hørt fra mange forældre, der er bekymret for, at deres børn bruger for meget tid foran skærmen. Så vi vil gerne vise, at en ting er, at man spiller på sin computer, noget andet er, at man også kan være kreativ med brugen af it. Og det vil vi gerne oplyse forældrene om, siger Lotte Jensen, der er regional chef for ITB Fyn.
Med forældreparkeringen håber ITB at kunne bidrage til en større forståelse for, hvad det er, børnene kaster sig over, når de begiver sig ind i computer-verdenen. Det kan nemlig også være rigtig godt og socialt udviklende for børnene, mener Lotte Jensen.
- Vi håber også på, at vi kan fortælle dem lidt om, at de måske skulle opfordre deres børn til at melde sig ind i en klub i stedet for at sidde derhjemme at spille, uddyber hun.
Ii-fremtiden skal sikres
Udover den udsolgte ESL Pro League-turnering er der i Sparekassen Fyn Arena også mulighed for at spille mod en professionel gamer, lege med robotter og blive 3D-scannet. Formålet? At indvi børnene i det finurlige it-univers og samtidig give forældrene en forståelse for, at brugen af computerforståelsen meget vel kunne blive en karrierevej for deres børn.
- Vi har en interesse i, at børn får lov til at sidde foran skærmen, uden at forældrene skal blive bekymret. Ser vi lidt ud i fremtiden, så er det jo de børn, der skal betjene de computere og robotter, som vi udvikler i vores branche. Vi har allerede en kæmpe mangel på medarbejdere i it-branchen. Derfor vil vi allerede nu gerne føre den næste generation frem, så vi også har nogen om ti år, forklarer Lotte Jensen.