Bunken af mistænkelige sager i Odense Kommunes byggesagskontor vokser. Nu skal 85 sager undersøges nærmere, oplyser direktøren i By- og Kulturforvaltningen, Anne Velling.
Kommunen bortviste og politianmeldte for to uger siden en medarbejder på grund af embedsmisbrug og i sidste uge blev to andre medarbejdere fra samme kontor i kommunen fyret, fordi kommunen mener, at de også har begået embedsmisbrug.
Flere mistænkelige sager end først ventet
I første omgang havde kommunen mistanke til 25 sager, hvor der kunne være begået embedsmisbrug. Men de seneste
undersøgelser har afsløret endnu flere sager, der skal undersøges nærmere. I alt er 85 sager fra byggesagskontoret nu under mistanke, og kommunen udelukker ikke, at der kan blive behov for at undersøge endnu flere sager.
Medarbejderne skulle angiveligt have behandlet byggesager i et privat firma, ejet af den ene af dem. Sagerne behandlede de så efterfølgende også selv som ansatte i kommunen.
Mistanke: Byggesager kom hurtigere igennem
Kommunen har indtil videre ikke fundet fejl i afgørelser i byggesager, men mistænker, at de byggesager, der er kommet fra medarbejdernes eget firma, er kommet foran i køen, når de skulle behandles i kommunen.
- Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne havde været denne sag foruden. Det koster mange ressourcer at komme til bunds, men det er af afgørende betydning, at borgere og virksomheder i Odense kan have tillid til den sagsbehandling, der foregår i kommunen, siger direktør Anne Velling i en pressemeddelelse.
Pris for undersøgelse: 800.000 kr
Kommunen har foruden at politianmelde den ene af medarbejderne også bedt advokatfirmaet Bech-Bruun om at lave en undersøgelse af sagen. Her skal i alt 25 ansatte på og omkring byggesagskontoret interviewes, og kommunen forventer, at undersøgelse vil kosten cirka 800.000 kroner.
Firmaet, som den ene af de ansatte havde ved siden af sit arbejde i kommunen, blev dannet i 2011 og havde oprindeligt til formål at lave termografering af huse. Kommunen har dog mistanke om, at medarbejderne også kan have begået embedsmisbrug, før firmaet blev oprettet. Den ældste af de mistænkelige sager går således helt tilbage til 2007.