I forbindelse med undersøgelsen af gerningsstedet, hvor en sten blev kastet ned på Fynske Motorvej, fandt politiet en dåse med snustobak af mærket "Ink - Strong Original".
Derfor beder de nu offentligheden om hjælp. Politiet håber, at den person, der efterlod dåsen, måske ligger inde med oplysninger.
- Dåsen kan være efterladt af gerningsmanden, men den kan selvfølgelig også være efterladt eller tabt af nogen, der tilfældigvis kom forbi stedet, udtaler vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Det var en 40 kilo tung sten, der tilbage i september blev smidt ned på motorvejen omkring klokken 03.00 og var tæt på at ramme flere biler.
Lars Aabrandt fra Ringe var en af dem, der var ved at blive ramt af stenen.
- Jeg kommer kørende omkring Blommenslyst, og pludselig kommer der en sten dumpende ned fra motorvejsbroen. Den lander 30-40 meter foran mig, og det er altså ikke meget, når man kommer med 110 km/t. Så jeg rev hurtigt i rettet, og fik styret udenom, hvorefter jeg skyndte mig at ringe til politiet, siger han.
Har du viden om sagen kan Fyns Politi kontaktes på telefon 114.