H. C. Andersen hyldet med lysfest i Odense

Kronprins Frederik åbnede onsdag aften lysinstallationen "Field of Light" i Odense.

Eventyrhaven i Odense blev lyst op af Bruce Munros kunstværk "Field of Light" for øjnene af et stort publikum, herunder Kronprinsen.

For 150 år siden blev H.C. Andersen kåret som æresborger i Odense.

Det blev onsdag eftermiddag markeret med indvielsen af lysinstallationen "Field of Light". Festlighederne blev skudt i gang af kronprins Frederik, da han fra rådhusets balkon antændte kunstværket med en lyskegle.

- Det fungerer godt for Danmark på denne tid af året. Det er virkelig godt, og det bringer også folk sammen. Der er en særlig, nærmest afslappende atmosfære, som føles rigtig behagelig, siger kronprins Frederik.

Kunstværket ”Field of Light” består af mere end 8000 lyspærer, og er skabt af kunstneren Bruce Munro. Han er blandt andet kendt for at have lavet en lignende installation foran Ayers Rock i Australien. Men en af forfatterens gamle drømme gjorde Odense til den oplagte destination for kunstværkets europæiske premiere.

  • (Foto: © Malou Freimann Olesen - DR Fyn)
  • (Foto: © Malou Freimann Olesen - DR Fyn)
  • (Foto: © Malou Freimann Olesen - DR Fyn)
  • (Foto: © Malou Freimann Olesen - DR Fyn)
  • (Foto: © Cindie Madsen - DR Fyn)
  • (Foto: © Malou Freimann Olesen - DR Fyn)
  • (Foto: © Malou Freimann Olesen - DR Fyn)
1 / 7

- Forbindelsen til H. C. Andersen er, at han havde en drøm om, at byen en dag ville blive oplyst for at hylde ham og hans arbejde. Og det er måske dét, som denne installation gør, fortæller Bruce Munro.

Det smukke lyshav og fejringen af den fynske eventyrmager tiltrak mennesker fra nær og fjern. En af de begejstrede tilskuere var kinesiske Huang Chai Yi.

- Jeg er meget begejstret og glad for at være her. Lige siden jeg var 7-8 år gammel, har jeg læst H. C. Andersens eventyr, og jeg har altid drømt at komme til hans hjemby, siger hun.

Installationen kan ses i Eventyrhaven i Odense frem til den 18. februar 2018.