Håndværkerelever om stigende pensionsalder: 'Jeg kan dø, inden jeg går på pension'

Pensionsalderen stiger gradvist, og unge håndværkere kan se frem til mange år på jobbet.

Tre kommende håndværkere tvivler på, at kroppen holder hele vejen til pensionen. På billeder ses Albert Jacobsen Eeg, Stefan Fusager og August Lassen (Foto: © Grafik: Signe Heiredal.)

Knirker kroppen hver morgen? Holder ryggen hele vejen? Kan man ligge på gulvet og rode rundt med børnebørnene, når tiden kommer?

Der er mange spørgsmål, når man står på tærsklen til et arbejdsliv som håndværker. Hvilke tanker gør unge håndværkerelever fra Svendborg Erhvervsskole sig; de, som skal ud i et job, der kan sætte sig på kroppen efter nogle år?

August Lassen, 18 år, elektrikerelev. Pensionsalder: 74,5 år.

(Foto: © Carl Odorico - DR Fyn)

- Jeg tænker, at det kan ende med, at jeg dør, inden jeg går på pension.

Så kontant lyder det fra den 18-årige elektrikerelev August Lassen. Han synes, det er urealistisk, at han som 70-årig skulle kunne gøre de samme ting, som han kan i dag.

- Hvor meget arbejde kan jeg levere, når jeg er 70 år? Hvor godt er dét produkt? Det kan jo umuligt være det bedste, siger han.

Derfor har den unge elektrikerelev allerede nu oprettet en seperat pensionskonto, som han sparer op på, så han har mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet før tid. Han tror nemlig, det er urealistisk, at han kan holde så længe.

- Hvis jeg begynder at have ondt hver dag, så synes jeg nok ikke, at det er så spændende mere. Så jeg frygter, at jeg er en gammel slidt klud, når jeg når 50.

Er det fair over for dem i andre erhverv, at du kan komme tidligere på pension, bare fordi du har valgt at blive håndværker?

- Det synes jeg, det er. Det kan godt være, at andre fag er hårdere på et mere mentalt plan, men jeg bliver altså fysisk nedslidt i mit fag. Der kommer en dag, hvor jeg kommer til at overveje, om jeg orker rejse mig fra sengen, fordi ryggen gør ondt, siger han.

Albert Jacobsen Eeg, 18 år, skibsmontørelev. Pensionsalder: 74,5 år.

(Foto: © Carl Odorico - DR Fyn)

Det er hårdt at være skibsmontør. Det vidste Albert Jacobsen Eeg allerede, inden han startede som elev. Tunge løft og skæve arbejdsstillinger. Det er konsekvensen ved dét, han kan lide at lave.

- Men det giver ikke mening, hvis jeg knap kan bevæge mig, når jeg skal på pension og har fri til også at lave noget andet i livet, siger han.

60 år på arbejdsmarkedet kan sætte sine spor. Der kan opstå skader, der gør, at han ikke længere vil være i stand til at gøre sit håndværk godt nok.

- Hvad er pointen i at blive på arbejdsmarkedet, hvis jeg ikke kan yde det, jeg skal?

Er det fair over for dem i andre erhverv, at du kan komme tidligere på pension, bare fordi du har valgt at blive håndværker?

- Hvis jeg kan holde til at arbejde længere, så er det selvfølgelig ikke fair. Så vil jeg gerne arbejde længere. Men hvis jeg ikke kan holde til det mere, så synes jeg, det er retfærdigt, at jeg har muligheden for at gå på pension tidligere.

Stefan Fusager, 24 år, industriteknikerelev. Pensionsalder: 73,5 år.

(Foto: © Carl Odorico - DR Fyn)

- Jeg stiller da mig selv spørgsmålet: 'Hvad nu, hvis jeg ikke holder til det?

Egentlig startede han som tømrer, men allerede efter et par år måtte Stefan Fusager erkende, at knæene ikke kunne holde til at sidde på gulvet og rode med kantlister. Så skiftede han retning, og det er ikke utænkeligt, at det kommer til at ske igen.

- Jeg håber, at mine erfaringer fra mit arbejdsliv kan bruges andre steder, så jeg har muligheden for at omskole mig, hvis det bliver nødvendigt. Så jeg ikke skal presses ud af arbejdsmarkedet, hvis fysikken ikke holder.

På den måde blev kroppens skavanker tidligt en del af hans bevidsthed. Sådan er det ikke nødvendigvis for de andre unge på erhvervsskolen.

- Nu er det jo noget, der er meget oppe i medierne, og så er det selvfølgelig noget, vi går og snakker om. Men ellers er det ikke et emne, vi i større stil tager stilling til, fortæller han.

Er det fair over for dem i andre erhverv, at du kan komme tidligere på pension, bare fordi du har valgt at blive håndværker?

- Ja, det synes jeg, er helt ok. Når vi i forvejen har et samfund, hvor vi kan komme på sygehuset, hvis vi bliver syge. Hvor man kan få hjælp, hvis man har nogle psykiske problemer. Så hvis man har brugt sig selv op på arbejdsmarkedet, så er det også kun rimeligt, at man hjælper de folk videre derfra.