Lastbiler og vandbeholdere: Mindre byer sikrer sig nu mod terror

Sikring mod terror breder sig til flere fynske købstæder.

På torvet i Svendborg spærrer to lastbiler pladsen af for at sikre mod terror. (Foto: © Charlotte Flyvbjerg - DR Fyn)

Store, tunge blomsterkummer er placeret rundt omkring på Rådhuspladsen 'Flakhaven' i Odense. De er der for at sikre pladsen mod eventuelle terrorangreb, hvor lastbiler eller andre store køretøjer kører ind i folk.

Det er blevet hverdag, at store, danske byer sikrer sig mod terror. Men nu er det ikke kun i de allestørste byer som Odense, Aarhus og København, at de sikrer sig mod terrorangreb. Tendensen har bredt sig til flere handelsbyer.

Blandt andet i Svendborg. Her har torvehandlerne sikret sig ved at parkere en lastbil i hver ende af markedet, fortæller Preben Malund, ostehandler og formand for byens torvehandlende.

- Vi lever i en ny tid, hvor vi skal tage nogle andre forbehold. Det er på initiativ fra os, men i samarbejde med kommunen, politikerne og politiet. Vi skulle jo gerne kunne gå og hygge os her i fred og ro, siger han.

Preben Malund, der sælger ost til torvedagen i Svendborg, mener terrorsikring er nødvendigt. (Foto: © Charlotte Flyvbjerg - DR Fyn)

Bliver mere og mere normalt

Den forhøjede sikkerhed rundt omkring i flere af de danske byer er noget, vi skal vænne os til, fortæller Lisbeth Fried, der er politiinspektør ved Fyns politi

- Vi har rigtig meget opmærksomhed på, hvad der sker rundt omkring i verden, og det påvirker selvfølgelig vores beslutning, når der skal afholdes noget her i vores land. Så når der er et arrangement, så drøfter vi mulighederne med arrangøren, så vi sammen kan træffe en beslutning om, hvordan vi bedst sikrer de borgere, der kommer. For det er meget vigtigt, at de føler sig trygge, siger hun.

Også i Middelfart har man ved forskellige lejligheder sikret sig for at undgå terror, fortæller Anne Marie Storm, citykonsulent ved Middelfart Handel.

Her er det butikker og kommunen, der går sammen om sikringen.

- Seneste gang vi gjorde noget var ved 'Festlig fredag' tilbage i september. Her lånte vi nogle store vandbeholdere, som brandvæsnet fyldte op med mange hundrede liter vand, siger hun og fortsætter.

- Umiddelbart ville man godt kunne tænke, om det nu også var nødvendigt, men tænk nu, hvis det skete, så er det altså bedre at være på den sikre side. Vi ved jo aldrig, hvor og hvornår de slår til, siger hun.