Madpakken vinder stadigvæk over madordningen

Der skal stadigvæk smøres madpakker i stor stil til landets børnehavebørn. Madordninger er endnu ikke inde i varmen.

Der skal stadigvæk smøres leverpostejsmadder hjemmefra, inden turen går til børnehaven. (© DR)

Madordninger i daginstitutioner har det stadigvæk svært. Det viser en rundspørge, som DR Fyn har lavet på Fyn. Eksempelvis er samtlige børnehaver i Assens Kommune stadigvæk uden madordning. I Svendborg Kommune har forældrene kun takket ja til madordninger i tre ud af 33 institutioner. 

Hver andet år skal der stemmes om madordninger i de danske børnehaver og vuggestuer. Ordningen har netop været til afstemning for anden gang. Og det er ikke kun på Fyn, forældrene fortsætter med at smøre madpakker. 

- De forældre, der stemmer nej tak til madordninger, gør det fordi pris og kvalitet ikke harmonerer. De tilbud, der bliver lavet i kommunerne, er simpelthen for dårlige, siger Dorthe Boe Danbjørg fra Forældrenes Landsorganisation.

Landsformand: Invester i kvalitet

Trine Sander Pedersen har en søn i Bakkehuset i Svendborg Kommune. Hun skulle betale næsten 700 kroner for vakumpakket mad produceret på Sjælland.

- Det var et dårligt tilbud. Det kan jeg lave meget bedre selv, siger hun.

Hos forældrenes landsforening opfordrer formand Dorthe Boe Danbjørg kommunerne til at investere i bedre kvalitet. Hvis politikerne investerer penge i madordningerne, vælger forældrene det til, er hendes overbevisning.

Interessen er blevet større 

Selvom langt de fleste forældre stadigvæk stemmer nej til madordinger i daginstitutionerne, forventer kommunerne alligevel, at de bliver mere udbredt i fremtiden.

Når der skal stemmes igen om to år, er flere klar til at lade børnehaven stå for frokosten, er chef for Assens Kommunes dagtilbud, Esben Krægpøth, overbevist om. Og Mai-Britt Strøm som leder seks børnehuse i Svendborg Kommune, tror også, det bliver et ja til madordninger på længere sigt. Især hvis institutionerne får egne køkkener, så forældrene kan se hvilke råvarer, der bliver puttet i maden.

- Den nye forældregruppe, der kommer ind vil gerne have en madordning, hvis der er kvalitet i maden, vurderer hun.